Abonnementsartikel

Hydrema vil indtage markedet for site-dumpere med en nyudviklet model, som slet ikke er en site-dumper.

MÜNCHEN: Sikkerheden er elendig på de små site-dumpere, hvis man spørger Hydrema. Derfor har de netop præsenteret en helt ny model på Bauma, som der er store forventninger til i det nordjyske.

Med 707G har Hydrema skabt en dumper på 5,3 ton med fuld fokus på sikkerhed. Det er nødvendigt, lyder det fra Hydremas udviklingschef, Thorkil K. Iversen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Site-dumpere er involveret i omkring en tredjedel af alle ulykker med entreprenørmaskiner i England. Hvert år mister mange maskinførere livet eller bliver alvorligt kvæstet ved ulykker med site-dumpere. Årsagerne er oftest, at maskinerne simpelthen vælter og ruller rundt, eller at føreren kastes af maskinen under kørsel i ujævnt terræn. I andre situationer bliver arbejdere eller fodgængere ramt af dumpere som følge af dårligt udsyn for føreren, siger han.

Derfor er det heller ikke uset, at traditionelle site-dumpere simpelthen erklæres uønskede på byggepladser på grund af sikkerhedsrisikoen.

rich-media-3
Egenvægten hedder 5,3 ton, mens lasteevnen er på 6,5 ton. Foto: Kim Krasuld.

Nu kører den danske producent ind på markedet med en lille dumper, der bryder med tidligere forestillinger om, hvordan en site-dumper skal være. I virkeligheden er den nye Hydrema nemlig slet ikke en site-dumper, men en knækstyret dumper, der blot er skaleret ned. Arbejdsmæssigt vil den typisk matche en gravemaskine på fem til seks ton.

Første skud

Den danske maskinproducent mener, det har været nødvendigt at vende bøtten. Maskintypen trængte til et nyt koncept, lyder det.

- Derfor har vi hos Hydrema simpelthen krympet vores kendte Hydrema 912-dumper og taget alle de gode kvaliteter med over i en mindre dumper, som hedder Hydrema 707G. Det betyder, at en site-dumper pludselig kan byde på både godt udsyn, høj stabilitet og sikker beskyttelse af føreren, siger Thorkil K. Iversen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hydrema 707G-dumperen er første skud i en ny familie af Hydrema-jordflytningsmaskiner. Den kommer i to modeller med motorstørrelser på henholdsvis 55 kW (75 hk) og 90 kW (122 hk), hvor den største udgave får model-tilnavnet "power+".

rich-media-5
Dumperen skal på blandt andet sikkerheden slå de traditionelle site-dumpere, som især er populære i England. Foto: Kim Krasuld.

Motoren er en Cummins 3,8 liter, som lever op til emissionskravene i Stage 5. For 55 kW-udgaven opnås det uden at bruge AdBlue. Dumperen har en lasteevne på 6,5 tons.

707G har hydrostatisk transmission og dermed fuldt variabel hastighed op til 34 km/t, uden afbrydelse af trækkraften.

ECO-mode på hydrostaten sikrer i øvrigt et minimalt brændstofforbrug. Det gør også start/stop-funktionen, der fungerer lige som i en personbil. Det giver brændstofbesparelse, da en dumper typisk går i tomgang 40 procent af tiden.

Godt udsyn

- Vores hovedoverskrift for 707G er sikkerhed, og her er udsynet helt afgørende. Fremad og til siderne er der 100 procent frit udsyn, og bagud skal man aldrig orientere sig over læsset, men har fuldt udsyn gennem store spejle og kamera, forklarer Thorkil K. Iversen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at få bedst mulig stabilitet har Hydrema kopieret chassisopbygningen fra 912-modellen. Det betyder, at den har Hydremas knækled med pendling og dobbelt hydrauliske stabilisatorer. Maskinens effektivitet sikres ligeledes ved, at multitip er standard.

rich-media-7
Kabinen er affjedret, og joysticket på højre armlæn følger sædets bevægelser, som Hydrema 912-dumperen. Foto: Kim Krasuld.

Multi-maskine

Maskinføreren klarer alle funktioner ved hjælp af et multi-funktions joystick på højre armlæn. Som om i Hydrema 912-dumperen følger det sædets bevægelser. Kabinen er også affjedret.

Yderligere en version slutter sig senere til de to første. Nemlig en dumper i multi-chassis udgave. Det giver blandt andet mulighed for at udstyre maskinen med fladt lad til kørsel med materiel, eller for eksempel med saltspreder. Multi-maskinen får således karakter af en redskabsbærer. Grundmodellen for multi-udgaven bliver den store version af 707G med 90 kW-motor.