Abonnementsartikel

Vejdirektoratet har fået startskuddet til at gå i gang med at bygge en tunnel under Svanemøllebugten i København. Tunnelen er en forudsætning for, at de næste etaper af Københavns nye bydel Nordhavn kan bebygges og byudvikles.

Projektet handler om, at Vejdirektoratet skal bygge en 1,4 kilometer lang tunnel i forlængelse af Nordhavnsvej-tunnelen på østsiden af Strandvænget på Østerbro, under Svanemøllehavnen og frem til Kattegatvejs forlængelse i Nordhavn.

- København vokser med cirka 10.000 beboere hvert år, og med Nordhavnstunnelen bliver der plads til flere københavnere, fordi vi får skabt bedre adgangsforhold til byudviklingsområderne i Nordhavn, siger Silas Nørager, projektleder i Vejdirektoratet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover arbejdet med tunnelen, skal Vejdirektoratet anlægge en midlertidig erstatningshavn i Færgehavn Nord og en vejomlægning i Nordhavn.

- Vi er i fuld gang med projektering af projektet foruden alle de forberedende opgaver såsom opmåling, udbud af rådgiverydelser, forberedelse af markedsdialog og udbud af entreprenøropgaver. Vi lægger stor vægt på at tage hensyn til de bådejere, der er i havnen. Og som det ser ud nu, opdeler vi projektet i to etaper: anlæg af en erstatningshavn, så omkring 600 både, der nu ligger i Svanemøllehavnen, kan flyttes og dermed give plads til anlæg af tunnelen, som bliver anden etape af projektet, siger Silas Nørager.

rich-media-2
Projektet består af to etaper. Grafik: Vejdirektoratet.

Klar i 2027

Nordhavnstunnellen er budgetteret til at koste 3,4 milliarder kroner og kan efter tidsplanen forventes taget i brug i slutningen af 2027.

- En anden vigtig opgave, som vi arbejder med, er information til de mange mennesker og virksomheder, der bliver berørt af projektet. Vi havde egentlig planlagt et informationsmøde i midten af april, men det har vi i lyset af coronavirussen måttet aflyse. Nu kigger vi på, hvordan vi kan afholde et virtuelt informationsmøde i stedet, fortsætter Silas Nørager.

Vejdirektoratet er bygherre på projektet. Efter anlæg bliver tunnelen overdraget til Københavns Kommune, og tunnelen bliver dermed en del af det kommunale vejnet. Projektet finansieres af By og Havn I/S, der også står for den generelle byudvikling i Nordhavn, Københavns Kommune og det fremtidige selskab for Lynetteholmen.