Abonnementsartikel

Danmarks største stål- og teknikgrossist og logistikgiganten DSV sætter fart under den grønne omstilling på landevejene med en national aftale om at udskifte cirka 1,7 millioner liter traditionelt brændstof med klimavenlig HVO100-biodiesel.

Snart får industri-, bygge- og håndværksvirksomheder mere klimavenlige leverancer af tekniske artikler, værktøj og værnemidler. Lemvigh-Müller går nemlig over til det fossilfri brændstof HVO100-biodiesel, der sparer klimaet for op til 90 procent CO2.

- Bæredygtighed er højt på agendaen hos vores kunder. Ikke mindst industrien og mange installationsvirksomheder har fokus på at reducere deres CO2-udledning til et minimum. Vi har en opgave i at hjælpe vores kunder i mål med det, og det ligger i Lemvigh-Müllers DNA at tage samfundsansvar. Ved at skifte til HVO100 hjælper vi vores kunder med at blive mere grønne, og vi bliver også selv grønnere til gavn for klimaet, siger Christian Herbert, kommerciel direktør hos Lemvigh-Müller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

7.200.000 kilometer

I første omgang har Lemvigh-Müller indgået en aftale med DSV, der står for distributionen af varer fra grossistens tekniske lagre. Fra 1. februar 2021 bliver der fyldt HVO100 på DSV's lastbiler, svarende til hvor mange kilometer de kører for Lemvigh-Müller. Med 7,2 millioner kørte kilometer årligt og et forbrug på 1.700.000 liter brændstof i 2020 vil det batte i klimaregnskabet; den forventede CO2-reduktion er 3794 ton årligt.

Lemvigh-Müller er den første danske grossist til at bruge HVO100. Morten Kjærgaard, vice president i DSV Road, kalder da også aftalen unik og innovativ.

- Jeg er utrolig stolt på DSV's vegne. For ikke nok med at aftalen er et resultat af et tæt og løsningsorienteret samarbejde med vores mangeårige kunde Lemvigh-Müller, så sender størrelsesordenen på denne nationale aftale også et klart signal om, at viljen til grøn omstilling til gavn for alle i samfundet bestemt ikke er gået i stå, selvom corona-pandemien har stjålet dagsordenen, siger Morten Kjærgaard.

Den grønne omstilling handler ikke kun om distribution for stål- og teknikgrossisten.

- Vi ønsker at bidrage til en bæredygtig udvikling og er taget på en rejse, hvor vi skridt for skridt lancerer grønne tiltag. Som B2B-partner for industrien, byggebranchen og installationssektoren har vi fokus på løsninger, der hjælper dem med den grønne omstilling. Ud over grøn distribution, er det for eksempel grønne produktlinjer og bæredygtige emballageløsninger, hvor vi er i fuld gang, fortæller Christian Herbert.