Lyt til artiklen:

Verdens største flydende gravemaskine søsat i Aabenraa Fjord

00:00
Hastighed: ???x
03:12

Abonnementsartikel

'Magnor' - verdens største flydende gravemaskine - blev søsat fredag formiddag ved en usædvanlig operation i Aabenraa Fjord, da et specialbygget fragtskib med den enorme gravemaskine ombord blev sænket under vandet med vilje.

En usædvanlig operation fandt fredag formiddag sted i Aabenraa Fjord. Her blev et stort fragtskib i en planlagt operation sænket for at søsætte 'Magnor', der er verdens største flydende gravemaskine.

Det specialbyggede fragtskib er bygget til netop denne type opgave og kan fragte andre fartøjer, som ikke kan sejle ved egen kraft. Ved søsætningen fyldes fragtskibet med vand og synker, så fartøjet ombord kan flyde fra borde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den samlede operation gik i gang torsdag eftermiddag, og kl. 11.30 fredag var fragtskibet sunket tilstrækkelig til, at 'Magnor' kunne blive trukket fra borde af slæbebåde. Med på fragtskibet var desuden yderligere to slæbebåde og to pramme til Femern-projektet. 'Magnor', der er 72 meter lang og 20,5 meter lang, kan nemt rumme en 20-fods container i sin skovl og løfte 67 tons materiale i en skovlfuld.

Med en gravedybde på op til 22 meter vil den skulle arbejde både i dansk og tysk farvand.

Fra Singapore til Rødbyhavn

Det specielle gravefartøj bliver nu sejlet til Rødbyhavn, hvor den vil indgå i den flåde af fartøjer, der i øjeblikket udgraver den 18 kilometer lange tunnelrende til Femern-tunnelen mellem Rødbyhavn og Puttgarden i Tyskland.

Det er det hollandske tunnelkonsortie FBC, der graver tunnelrenden til Femern-tunnelen, som har hentet 'Magnor' til Danmark fra et havneprojekt i Singapore. I forvejen arbejder blandt andet to andre af verdens største gravemaskiner 'Simson' og 'Goliath' også på Femern-projektet.

Det opgravede materiale fra tunnelrenden bliver fragtet på pramme ind til Lollands sydkyst, hvor det bliver genanvendt til landindvinding og nye naturområder øst og vest for Rødbyhavn. Dertil kommer en mindre landopfyldning på den tyske ø Fehmarn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal grave mange millioner kubikmeter materialer op for at gøre plads til Femern-tunnelen. Materialet bliver genanvendt til nyt land ud for Lolland. Der er samlet set tale om danmarkshistoriens største byggeprojekt. Det kræver selvsagt store, miljøeffektive maskiner med masser af hestekræfter, og sådan én er 'Magnor' siger Pedro da Silva Jørgensen, der er projektchef i Femern A/S.

Søsætningen af 'Magnor' ved Aabenraa blev gennemført af det danske shippingfirma Blue Water fra Esbjerg for FBC. Her er afdelingsleder Klaus Odby, der stod i spidsen for operationen, godt tilfreds med forløbet.

- Det var en spektakulær operation, som vi har forberedt længe med FBC og glædet os til at gennemføre. Det var klart vejr, og alt gik som planlagt. Det er jo ikke hver dag, at man er med til den slags, og vi er naturligvis stolte over, at vi fik opgaven og på den måde nu bidrager til byggeriet af Femern-tunnelen, siger Klaus Odby.

Tunnelrenden forventes - med hjælp fra 'Magnor' - at være udgravet i 2023. Det første tunnelelement forventes at kunne blive sænket på plads i 2024. Femern-tunnelen forventes at stå færdig i 2029, hvor en tur til Tyskland derefter vil tage 10 minutter i bil og 7 minutter i tog.