Lyt til artiklen:

Rådgiver valgt til Energiøen i Nordsøen

00:00
Hastighed: ???x
03:06

Abonnementsartikel

De næste ni år skal Sweco bistå Energistyrelsen med teknisk rådgivning gennem de resterende faser af udbud, design, konstruktion samt endelig overdragelse af Energiøen i Nordsøen.

Energistyrelsen har valgt Sweco som rådgiver på Energiøen i Nordsøen de næste ni år.

Det skriver Sweco i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sweco skal hjælpe Energistyrelsen med at formulere konceptet for Energiøen, forberede udbudsdokumenter, granske tekniske løsninger og tilbud, evaluere bydere samt føre tilsyn og kvalitetssikring under konstruktion og overdragelse af Danmarks kommende Energiø i Nordsøen.

- Vi er i gang med en historisk og særdeles krævende opgave - at udvikle det stærkest mulige, fremtidssikrede koncept for Energiøen i Nordsøen. Vores valg af teknisk rådgiver skyldes, at Swecos tilbud er det samlede mest fordelagtige tilbud. Vi har haft et godt samarbejde med Sweco indtil videre og har været godt tilfredse med deres leverancer og rådgivning. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet, siger Mogens Hagelskær, der er vicedirektør med ansvar for Energiøerne.

Energiø tættere på realisering med politisk aftale

Se også:

Energiø tættere på realisering med politisk aftale

Målsætningen for de næste 12 måneders arbejde er at formulere et solidt og fremtidsorienteret koncept for Energiøen, som giver flest mulige aktører og konsortier mulighed for at byde ind med et relevant og målrettet tilbud. Forventningen er, at udbuddet er klar i september 2023.

- Jeg er glad og stolt over, at vi i Sweco får tildelt denne historisk store og vitale opgave. Med de næste mange års arbejde på energiøen kommer vi til at opbygge en markedsledende position indenfor offshore energi og transmission. Samtidig glæder jeg mig over, at vi kan tilbyde nuværende og potentielle medarbejdere muligheden for at arbejde med et af de mest spændende og krævende projekter nogensinde, der samtidig er Danmarkshistoriens største anlægsprojekt, siger Jes Hansen, der er direktør for Swecos division Infrastruktur, Vand & Miljø.

En inddæmmet fleksibel ø

Det tekniske koncept for Energiøen sigter mod at skabe en fleksibel ø, der giver mulighed for at kombinere fordelene ved en inddæmmet ø og tilhørende platforme uden at begrænse mulighederne for innovative aktiviteter (for eksempel PtX) og plads til at manøvrere rundt på øen. Ideen med den fleksible, inddæmmede ø er at realisere øen hurtigt ved hjælp af kendt teknologi samtidig med, at der er rig mulighed for innovative og fleksible løsninger, der kan inspirere globalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Set i lyset af klimakrisen skal vi transformere vores energiproduktion til vedvarende energi. Her bliver Danmarks Energiø i Nordsøen et forgangseksempel for resten af verdens grønne omstilling. I Sweco har vi længe haft det øverst på agendaen at bidrage med vores unikke kompetencer og ressourcer til at løfte netop den slags projekter. Derfor er vi gået målrettet efter at vinde opgaven som rådgiver på projektet, der uden tvivl bliver et stærkt afsæt for at tiltrække nye medarbejdere og vinde flere opgaver indenfor vedvarende energi, siger Tore Lucht, der er projektdirektør for Energiøen i Sweco.

På projektet rådgiver Sweco Energistyrelsen i tæt samarbejde med underrådgiverne Implement Consulting Group, MORE Consulting, WorldPower Consulting, Hegelund Advice og EPConsult Energies Nord.