Lyt til artiklen:

Thomas snupper stor Liebherr med citybom

00:00
Hastighed: ???x
02:32

Abonnementsartikel

Maskinen er angiveligt Danmarks største Liebherr med citybom.

Den ene Liebherr-maskine er fulgt i halen på den foregående hos entreprenør Thomas Jørgensen i Ølsted i Nordsjælland. Han har mildt sagt hang til Liebherr. Derfor er det heller noget under, at adressen var Ølsted, da Liebherr-importør Johs. Møllers Maskiner hentede Danmarks hidtil største Liebherr-gravemaskine med citybom hjem. Nu kører maskinen på et stort projekt i Københavns Sydhavn, hvor Thomas Jørgensen kører som underentreprenør for kollega Richardt Hansen A/S.

- Som regel arbejder vi på vores egne projekter, og det er faktisk første gang, vi har været underleverandør. Men det er helt fint. Der skal graves ud til et stort byggeri med lejeboliger og ungdomsboliger. Vi startede i efteråret 2021 og bliver færdige næste sommer, fortæller Thomas Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Først og størst

Den nye Liebherr R 945 klarer sin del af opgaven med maskinfører Claus Nielsen i kabinen. Han er fast chauffør på den nye gravemaskine, som både er den første og den største graver i Liebherrs serie af G8-maskiner med todelt bom. Den brede undervogn er med til at bringe kampvægten op på 47 tons. Netop med citybommen er maskinen ideel til arbejde, hvor der er behov for godt med løftekraft og ikke behov for de store armbevægelser.

Thomas Jørgensen har været selvstændig entreprenør siden 2002. Tidligere kørte han maskiner for sin far, entreprenør Jørgen Jørgensen. Her startede han med at sætte sig i kabinen på en Liebherr 914. Så det med de tyske maskiner har været et led i opdragelsen.

- Da jeg selv startede som entreprenør, var det med at støbe sommerhusgrunde og lave kloakker for forsyningsselskaber. I dag handler det mere om udgravning til byggegrupper og skybrudsprojekter for større bygherrer, kommuner og forsyningsselskaber, fortæller Thomas Jørgensen.

Masser af Liebherr

Det er distriktschef Nicki Petersen hos Johs. Møllers Maskiner, der har sørget for den nye graver til Thomas Jørgensen. Det krævede naturligvis ikke de store forklaringer om, hvad Liebherr er og hvad mærket står for.

- Thomas Jørgensen har jo haft masser af Liebherr-maskiner gennem årene. Foruden den nye R 945 har han i øjeblikket også en 38 tons R 936-gravemaskine, og for halvandet års tid siden købte han tre L 507-hjullæssere. Den nye R 945 afløser i øvrigt en R 946 - som efterfulgte en R 944, fortæller Nicki Petersen.