Lyt til artiklen:

Case-importør: Vi tror på fremtiden

00:00
Hastighed: ???x
01:35

Abonnementsartikel

S.D. Kjærsgaard direktøren er forsigtig optimist, selvom mørke skyer truer i horisonten.

Vi lever i urolige tider, og at branchen er på vej lidt i den gale retning, kan der næppe være tvivl om. Men omvendt, så kommer vi fra et meget højt - næsten for højt - niveau i byggeaktiviteten, så mange aktører håber på og forventer en blød landing.

En af de aktører der fortsat har optimismen i behold, er CEO Palle Kjærsgaard fra Case-importøren S.D. Kjærsgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En måling må være bedre end ti meninger. Jeg kan se tilbage på en september, der sluttede 50 procent bedre end september sidste år. Og ordrebogen vi gik ind i oktober med, var 25 procent højere, end samme tidspunkt i 2021, siger han til Maskinteknik og tilføjer:

- Jeg er jo ikke naiv, og vi kommer selvfølgelig til at mærke forandringer, men der er altså godt gang i entreprenørbranchen, mener direktøren.

Palle Kjærsgaard er overbevist om, at der er masser af solide entreprenører, som også tror på fremtiden, og som vil blive ved med at investere i maskiner. Som eksempel nævner han et arrangement, som S.D. Kjærsgaard afholdt i Stenlille Grusgrav i sidste uge, hvor der blev handlet både en ny stor gravemaskine og flere minigravere.

- Der er jo altid et behov for en generel fornyelse af flåden, for eksempel for at opdatere til mere miljøvenlige maskiner. Og der er trods alt mange store infrastrukturprojekter i de kommende år.

- Vi tror på det. Da vi gik ind i det nye regnskabsår her første oktober var vi tre sælgere flere, end vi var for et år siden, siger han til Maskinteknik.