Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
25.000 tons giftig beton fra Brøndby får nyt liv i Holland
Når nedriver Kingo Karlsen bryder etage for etage ned af højhusene i Brøndby Strand, bliver de omtrent 25.000 tons forurenet beton fra nedrivningen fragtet fra Brøndby til Amager og slutteligt til Holland.
Det skriver Sjællandske Nyheder - sn.dk
Der er ikke meget grus i den hollandske undergrund. Derfor er grus en mangelvare, når landet skal bygge nye veje eller volde, som indebærer store mængder cement og beton.
Det fortæller Erik Vogelzang til mediet. Han er manager for jordsanering hos Theo Pouw Groep i Holland, som modtager og renser betonen fra de nedrevne højhuse i Brøndby.
- Det er afgørende for os, at vi modtager byggeaffald, jord og så videre fra andre lande, for her i Holland mangler vi i høj grad de mineraler, som vi kan udvinde og nyttiggøre fra affaldet, siger Erik Vogelzang til Sjællandske Nyheder.
Termisk proces i kæmpe ovn
Grunden til at en nedriver har fået til opgave at jævne de fem højhuse på 16 etager med jorden er, at højhusene indeholder miljøgiften PCB og dermed er uegnede for beboelse.
Som det er nu, mangler nedriver at rive to højhuse ned.
Inden betonelementerne fra Brøndby kommer med skib til Holland, bliver det først kørt til miljøvirksomheden RGS Nordic på Amager.
Her bliver jern og andet byggeaffald sorteret fra, inden elementerne bliver knust og derefter bliver sejlet videre med store fragtskibe.
På den hollandske fabrik bliver betongruset skovlet ind i et kæmpe rensningsanlæg, der renser for de sidste stykker jern og andet byggeaffald. Det er ekstremt vigtigt for den næste proces, understreger Erik Vogelzang.
Det er nemlig en termisk rensningsproces, hvor betonen bliver varmet op til 1050 grader i en kæmpe ovn, så PCB'en fordamper.
I den forbindelse renser et rensesystem røgen, der opstår ved den termiske rensning, så miljøet bliver skånet, og udledningen af luftforurening bliver minimeret.
Når den rensede beton fra Brøndby er kølet af, er den atter klar til at blive brugt - nu i det hollandske.
Det første højhus i Brøndby Strand blev revet ned i 2021.