Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Belægning gør det muligt at flytte Femern-tunnelens elementer
Abonnementsartikel
Støbningen af epoxybelægningen på Femern-tunnelens betonskinner har krævet udvikling af helt nye metoder.
En epoxybelægning skal sikre, at tunnel-elementerne til Femern-forbindelsen kan glide så jævnt og friktionsfrit som muligt fra fabrikken til tørdokken.
Derudover skal belægningen også sikre, at det sker med det lavest mulige energiforbrug.
Det oplyser danske KBT Waterproofing A/S, i en pressemeddelelse, som har indgået en kontrakt med Femern Link Contractors, FLC, om epoxybelægningen på tunnelens såkaldte 'Skidding Beams'.
Skidding Beams er de massive betonskinner, som de tusind-tons tunge tunnel-elementer skal glide på, når elementerne bliver skubbet ud fra fabriksanlægget til tørdokken for efterfølgende at blive sejlet ud til den endelige nedsænkning på havbunden.
Før og efter
Hver Skidding Beam, betonskinne, er cirka 500 meter lang, så kravene til og præcision og styrke er, ifølge KBT, enorme - både hvad angår betonen som skinnerne er støbt i, og epoxyen som KBT påfører ovenpå.
Vægten af selve elementet bliver koncentreret på nogle få punkter under hver donkraft, som løfter hele elementet fri af skinnerne.
Overfladen skal derfor være ekstremt hård og meget glat, helt uden lufthuller eller bobler og med en jævnhed, der i dette tilfælde er på omkring to millimeter langsgående på hver af de 500 meter lange og 70 centimeter brede skinner.


For at kunne leve op til projektets krav, har støbningen på epoxy-belægningen på Femern-tunnelens betonskinner krævet udvikling af helt nye metoder.
Den valgte løsning fra KBT er således en kombination af et unikt epoxymateriale, nogle specielle skinner til støbeforme og en detaljeret arbejdsgang med måling af højder både under og efter udførelse.
Dertil kommer dokumentation af målopfyldelsen, som i samarbejde med FLC's landmålere og kvalitetsteam, giver vished for korrekt udkørsel af hver etape.
I forvejen til stede
Inden opstart har det været nødvendigt at forberede og uddanne en række medarbejdere på KBT's testcenter i Lynge, så alle vidste, hvordan opgaverne blev løst bedst muligt.
- Vi er selvfølgelig stolte over endnu en gang at få mulighed for at bidrage til dette fantastiske projekt, siger projektdirektør i KBT, Andreas Hensen, i pressemeddelelsen.
Virksomheden er nemlig i forvejen til stede på Femern-projektet med vandtætning af ti special-tunnelelementer. Det sker med en akryl-sprøjtemembran, som i dag er brugt på en lang række danske broer, oplyser KBT.
Kontrakten er epoxybelægning på sænketunnelens Skidding Beams beløber sig til et tocifret millionbeløb. KBT forventer, at opgaven bliver løst af et team på omkring 15 mand. En del af dem vil blive ansat lokalt gennem Femern Agency.