Lyt til artiklen:

Kloak-organisationer: For stor prisstigning på autorisationsgebyr

00:00
Hastighed: ???x
04:03

Abonnementsartikel

Både Danske Kloakmestre og Byggeriets Kvalitetskontrol korser sig over Sikkerhedsstyrelsens gebyrpolitik, som er firdoblet siden starten af 2021.

- Det er en voldsom stigning, som efter vores opfattelse ikke afspejler det arbejde, der skal udføres for at udstede en godkendelse som fagligt ansvarlig kloakmester, eller for den sags skyld udstede en autorisation som kloakmester. Jeg har svært ved at se, at det samlet skal koste næsten 10.000 kroner at behandle disse to ansøgninger. Det samme gælder for øvrigt også for el- og vvs-området, siger en af landets førende kloakeksperter, lead auditor Klaus Ising Hansen hos Byggeriets Kvalitetskontrol, som udfører de lovpligtige audit og certificeringer hos autoriserede virksomheder.

Klaus Ising Hansen understreger at de 10.000 kroner går direkte til Sikkerhedsstyrelsen for at behandle ansøgningerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Priserne har ikke noget at gøre med de priser, vi som kontrolinstans opkræver for audit og certificering, siger han.

rich-media-2
Klaus Ising Hansen, lead auditor hos Byggeriets Kvalitetskontrol. Har svært ved at se, at det skal koste næsten 10.000 kroner at behandle to ansøgninger. Pressefoto.

Sikkerhedsstyrelsen har nu varslet en gebyrstigning til 4975 kroner for hver af de to ansøgninger mod i øjeblikket 3725 kroner. For blot to år siden kostede det 1250 kroner at få en autorisation eller godkendelse som fagligt ansvarlig. Så der er altså tale om en firedobling af gebyret fra begyndelsen af 2021 til september 2023.

Klaus Ising Hansen bemærker, at det ikke er Byggeriets Kvalitetskontrol, der skummer fløden.

- Vi bestemmer ikke prisen for autorisationer og godkendelser som fagligt ansvarlig. Det gør Sikkerhedsstyrelsen. Byggeriets Kvalitetskontrol følger normale prisstigninger, og har gennem en længere årrække reguleret priserne med cirka to procent pr. år. Det står jo i skærende kontrast til, at gebyrerne hos Sikkerhedsstyrelsen stiger 400 procent på to år. Stigningen er voldsom. Og det var den i øvrigt også sidste gang, siger Klaus Ising Hansen.

Ikke det store arbejde

Formanden for brancheforeningen Danske Kloakmestre, Flemming Geipel, får himmelvendte øjne, hvis man siger "autorisationsgebyr" til ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det ligner røveri. I princippet får kloakmestre og de andre indenfor el, gas- og vvs-området ikke noget for pengene. De nu snart 5000 kroner er et gebyr simpelthen for at blive oprettet i Sikkerhedsstyrelsens register. Det er der næppe det store arbejde med. Vi betaler jo også hver især for at have et godkendt kvalitetsledelsessystem, som også er kendt som KLS. Hvis man ikke har det, risikerer man, at autorisationen ryger, siger Flemming Geipel.

Ingen konkurrence

KLS leveres af private firmaer, og her har virksomhederne mulighed for at vælge leverandør, for eksempel efter prisen. Det er ikke tilfældet, når der udstedes autorisationer. Dem sidder Sikkerhedsstyrelsen på uden nogen form for konkurrence, og det er altså Byggeriets Kvalitetskontrol, der laver det praktiske med at udføre auditbesøg ude hos virksomhederne og udstede certificeringer. Hvilket de gør til cirka samme pris som Sikkerhedsstyrelsen tager for at kontorbehandle en simpel digitaliseret ansøgning om en autorisation eller godkendelse som fagligt ansvarlig.

- 5000 kroner i gebyr for at blive oprettet i et register er mange penge for en kloakmester, som vil være selvstændig og starte virksomhed, eller som bare vil have papir på at kunne fungere som faglig ansvarlig. Og stigningen på 400 procent fra 1250 til 5000 kroner i løbet af to år er helt vild. Det handler jo kun om administration af en ordning, som med stadig mere digitalisering og ny teknologi tvært imod burde blive billigere, siger Danske Kloakmestres formand, Flemming Geipel.