Abonnementsartikel

Ny underart af rajgræs med udløbere henvender sig primært til fodboldanlæg.

Måske er det en overdrivelse at kalde Barenbrugs nye græsprodukt for en nyhed. I stedet for en nyhed er der snarere tale om en genfødsel. Produktet hedder Regenerating Perennial Ryegrass eller i daglig tale RPR.

På dansk er navnet regenererende almindelig rajgræs. Det særlige ved RPR er, at den danner udløbere, som hurtigt lukker de bare pletter i eksempelvis en beskadiget plæne. Er der en skade i græstørven, vil udløberne vokse vandret ind i det tomme område og udvikle rødder ved stængelledene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rajgræs med udløbere har været kendt siden 1836, men det har ikke været anvendt til plænebrug tidligere. Det bliver der nu lavet om på med RPR, siger Michael Møller Larsen, produktchef hos det danske firma LINDS/SEMENCO, der forhandler Barenbrugs produkter i Danmark, og således formidler det unikke produkt til kunderne.

Hurtig etablering

RPR er en rajgræs-sort, som er selv-regenererende. Det interessante ved den er, at den selv sætter nye planter i form af udløbere, og dermed er RPR den første underart af rajgræs med disse egenskaber.

- Den er samtidig meget holdbar og er hurtig til at etablere sig. Principielt kan den anvendes bredt, men vores fokus er professionelle fodboldanlæg, forklarer Finn Linnet Juul, der ligeledes er produktchef hos LINDS/SEMENCO.

Rajgræssets styrke er ifølge produktcheferne tidligere blevet kombineret med engrapgræs, som danner udløbere. Trods kombinationen af disse to arter i mange frøblandinger til sport er etableringshastighed og slidstyrken ikke optimal, og med den nye underart af rajgræsset har man nu et endnu bedre alternativ til denne sammensætning.

- Engrapgræs tager 16-20 dage om at spire. Med den nye art tager det 6-8 dage. Det er vigtige parametre for et fodboldanlæg, da der spilles kampe ofte. I England har det været anvendt på professionelle fodboldstadions siden 2012, og det har allerede vundet stor udbredelse. I Danmark er det kommet til salg i denne sæson, siger Michael Møller Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da produktet er særligt udviklet til fodboldanlæg, er det også den vej, pilen peger i Danmark, men produktet er anvendeligt over en bred front.

- Vi sigter efter både professionelle fodboldklubbers stadions og kommunale anlæg. Prismæssigt er det ikke et guldrandet produkt, og man behøver ikke være Joakim Von And for at kunne købe det. Det vil ikke give mening, når man som os gerne vil ud til en bred kundekreds, understreger Finn Linnet Juul.