Abonnementsartikel

Smart teknologi er nu standard hos Caterpillars B-serie af tromler.

Skal man give et hurtigt bud på en fællesnævner for mange af maskinnyhederne under Bauma 2016, må det være motoropdateringer til Stage IV. Skærpede krav til entreprenørmaskinernes udledning har udstukket fokus for producenterne, og for forhandlerne har det givetvis været - og er sandsynligvis en stund endnu - en stor udfordring at overbevise kunderne om et køb på baggrund af noget så "usexet" som en opdateret motor.

Den opfattelse deler Jacob Sejer Thomsen, produktspecialist hos den danske Cat forhandler Pon Equipment.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er i forhold til de små maskiner svært at omsætte skærpede emissionskrav til værdi for kunderne, fordi de alligevel må køre alle steder. Men nu er vi gået videre til "det lækre" på maskinerne. Nu kan vi begynde at markedsføre maskinerne på de eksterne features, siger han.

Dokumenteret arbejde

MASKINtekniks PowerGear testteam testede senest læssemaskinen Cat 926M, som var proppet med lækre sager til fordel for arbejdets udførelse og førerens komfort.

Avanceret teknologi finder man også i en moderne tromle. Caterpillars CS66B råjordskompakter er, som den står udstillet på Bauma, et godt eksempel på, hvordan jordkomprimering i dag indebærer moderne teknologi. I gamle dage var det den nyeste mand, og dermed laveste i hierarkiet, som blev sat til at køre tromlen, men i dag kræver det teknologisk forståelse.

- Der er et stort marked for den slags maskine globalt og også i Danmark. Omkostningerne ved reparationer af en færdig vej er langt større end hvis man investerer i det rigtige udstyr og tromler korrekt. Med Cats system kan man se under arbejdet og dokumentere, hvor hårdt jorden er tromlet, siger Jacob Sejer Thomsen.

Systemet hedder Cat Compaction Control, og det viser på en monitor i førerhuset føreren, hvor der er tromlet og hvor hårdt. Så snart den ønskede kompakthed er indtastet, indikerer farvekoder jordens kompakthed, og dermed kan man tydeligt se, hvor man har kørt, hvor der er yderligere behov, og hvor mange overkørsler det vil kræve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle data kan bruges som dokumentation for udført arbejde, og samtidig fjerner man flere usikkerheder. Komprimerer man for lidt, risikerer vejens asfalt at slå revner, og udfører man flere overkørsler end nødvendigt er, brænder man blot brændstof af.

- Derfor giver systemet værdi direkte på bundlinjen i firmaet, påpeger Jacob Sejer Thomsen.

B-serien af tromler rummer maskiner i intervallet 10-18 tons. Serien kom på markedet sidste år, men det er ifølge produktspecialisten nyt i Danmark, at man kan få sådan et overblik som standard.

- Normalt skal det eftermonteres, men hos os er maskinen født med det fra fabrikken. Det er bare mere lækkert, når det er integreret i maskinen fra fabrikken, og så er der for kunden også den fordel, at de kun skal forholde sig til én leverandør. Vi har en komplet løsning med support og uddannelse i systemet, siger Jacob Sejer Thomsen.