Abonnementsartikel

Cramo oplever større og større efterspørgsel på maskiner i 15-ton klassen, og den efterspørgsel mødes nu af fem nye Wacker-Neuson ET145.

Cramo har hele Wacker Neusons sortiment i lettere udstyr inden for vibrations- og betongrej, og som noget nyt er Cramo nu begyndt at indkøbe Wacker Neuson gravemaskiner i 15-tons klassen.

- Det er en maskinstørrelse, der bliver mere og mere efterspurgt, og Wacker Neuson havde en rigtig god mulighed for attraktiv finansiering, samtidig med at det er en stærk maskine, som vi har stor tillid til, siger produktchef Anders Gøthe, Cramo A/S, i en pressemeddelese.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det oplyses, at 15-tons maskiner tidligere ikke var et ret stort segment i udlejningsbranchen, men det er voksende, og Anders Gøthe lægger ikke skul på, at der vil komme flere 15 ton Wacker Neuson i udlejningsflåden.

- Der tyder på, at der bliver flere og flere udlejninger af de helt små maskiner og så de lidt større, mens segmentet omkring 3,5 og 5,0 ton er vigende. Jeg tror, at det er et udtryk for, at entreprenørerne vil have større maskiner med mere effekt på opgaverne, lyder det fra Anders Gøthe.

Godt overblik

15-tons maskinerne efterspørges af et bredt udsnit af kunder inden for byggeri og anlægsarbejde.

- Vi kender Wacker Neusons produkter rigtig godt i forvejen og forbinder navnet med god, grundig tysk kvalitet. Der er ingen betænkeligheder ved at købe Wacker Neuson. De er skruet godt sammen, og vi er helt trygge ved dem, siger Anders Gøthe, som også roser supporten og kendskabet til udlejningsbranchen.

Wacker Neuson ET145 vejer 15,5 ton og er forsynet med en motor med 55 kW. Den er opbygget som en kompakt maskine med frontmonteret, svingbar bom. Motor og hydraulik er ifølge Wacker Neuson monteret på en måde, så der er et godt overblik over omgivelserne fra kabinen. Alle fem maskiner er i øvrigt udstyret med tiltrotator.