Abonnementsartikel

Danmarks største landinspektørfirma kan i år fejre 200 års jubilæum. Kernekompetencerne i LE34 er i de samme i dag som for 200 år siden - men teknikken har taget adskillige kvantespring.

Få år efter nederlaget i Napoleonskrigene, tabet af Norge og statsbankerotten i 1814 grundlagde Peder Larsen Birch et landinspektørselskab. 200 år senere hedder virksomheden LE34 og er Danmarks største landinspektørfirma.

Med base på Bjørnkjær Hovedgaard ved Biersted opmålte Peder Larsen Birch og hans ansatte jorder i hele Nordjylland og skabte blandt andet tusinder af nye husmandsbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Igennem to århundreder har firmaet været med til at skabe de ejendomsretlige rammer i Danmark, og kernen i virksomhedens arbejde er uforandret i dag.

- Vi blev etableret for at lave fortegnelser over ejendomme og grundstykker, og de basale ejendomsretlige og matrikulære ydelser er stadig hjørnestenen i vores verden og fylder omkring 65 procent af omsætningen. Men på værktøjssiden er forskellen til gengæld enorm. Vinkelmåler og målebånd er for længst skrottet til fordel for moderne opmålingsinstrumenter, droner, GPS og avancerede it-systemer. Og disse værktøjer har tilmed ført en række nye tekniske forretningsområder med sig, forklarer Mads Hvolby, landinspektør og partner i LE34.

Han var administrerende indehaver i det Aalborg-baserede landinspektørfirma Nellemann & Bjørnkjær, som i 2014 fusionerede med LE34 og Landmålergården og dermed skabte det ny LE34 med over 350 ansatte og 23 kontorer.

På forkant med udviklingen

Jubilæumsvirksomheden har i de seneste 200 år opbygget tætte relationer til lokale kunder, og på trods af at virksomhedens lange liv ikke fylder meget i medarbejdernes hverdag, er der en vis stolthed at spore.

- Når det lykkes en virksomhed at blive så gammel, er det jo en tydelig indikation på, at ledelse og medarbejdere har været gode til at være på forkant med udviklingen - både på det tekniske plan og ved at ansætte de rigtige mennesker. Jeg har været med i godt og vel 30 år, og dengang som nu har firmaet været præget af en iver efter ny viden, at udvikle nye teknologier og en dyb interesse for kundernes problemstillinger. Jo ældre vi bliver, jo mere moderne bliver vi, siger Mads Hvolby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er overbevist om, at de næste 200 år stiller endnu større krav til denne iver, da den tekniske udvikling accelerer i tempo. Problemerne har ikke ændret sig meget, men de konstant forbedrede værktøjer åbner op for nye løsninger.

Bidske hunde og gale mænd

I dag er alle optegnelser registreret i digitale kort på sikrede lagrer i skyen, som kan findes frem på telefonen. Men i arkivet på Aalborg-kontoret fylder de gamle målebøger stadig adskillige hyldemeter.

- Vi har optegnelser, der er over 100 år gamle, hvor alle informationer om hver enkelt grund er skrevet nøjsomt i hånden. Det er sjov læsning, for datidens landinspektører skrev også små kommentarer om de specifikke borgere, såsom "her bor en bidsk hund", eller "manden i huset er meget galsindet". Samtidig vidner det også om, at Danmark har en lang tradition for registrering af ejendomme, hvilket vi kan drage nytte af i dag, hvor andre lande ønsker at gå i vores spor, fortæller Mads Hvolby.