Abonnementsartikel

Der er endelig sat en indvielsesdato på det store broprojekt.

- Vi glæder os meget til at tage et nyt stykke infrastruktur i brug og endda lidt tidligere end oprindeligt planlagt. Gennem årtier er der blevet talt om en ny forbindelse, og nu er den her snart. Kronprinsesse Marys Bro bliver et godt alternativ til den trafikerede Kronprins Frederiks Bro og vil give mange trafikanter en nemmere og hurtigere vej over fjorden, siger Leif Tullberg, bestyrelsesformand i Fjordforbindelsen Frederikssund.

Indvielsen planlægges i tæt samarbejde mellem Fjordforbindelsen Frederikssund og Frederikssund Kommune. Her planlægger kommunen en folkefest for alle, der har lyst til at deltage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er dejligt, at vi har en dato for indvielse af den nye fjordforbindelse. Broen får stor betydning for rigtig mange mennesker og vil lette deres daglige transport til og fra arbejde. Det har taget mange år at nå hertil, og derfor skal det selvfølgelig fejres, at vi er kommet i mål med et så vigtigt byggeri. Det er også fantastisk at se, at foreningslivet og frivillige kræfter bakker op, og jeg håber, at rigtig mange af kommunens borgere vil deltage i indvielsen, siger borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen.

Royal Run 2.0

Det bliver på indvielsesdagen muligt at købe over broen. Det er de lokale motions- og løbeklubber Fjordløberne og Out-Run, der står for det.

- Broløbet bliver en helt unik mulighed for at løbe hen over Kronprinsesse Marys Bro. Når forbindelsen først er taget i brug, og bilerne kører, bliver det nok lidt sværere at få tilladelse til en løbetur på den smukke bro, så det er nu, vi skal gribe muligheden, siger Fjordløbernes formand, Torben Hansen.

I april lancerer Fjordforbindelsen Frederikssund, Frederikssund Kommune og de to løbeklubber en ny fælles hjemmeside, hvor man kan følge med i programmet for indvielsen af Kronprinsesse Marys Bro.