Blok P i Nuuk var efter sin tilblivelse i 1965-1966 den største bygning i byen og den største beboelsesejendom i Grønland. Et statussymbol henvendt til både byen og omverdenen. De 320 lejligheder skulle efter sigende have været bopæl for én procent af den grønlandske befolkning gennem årene.

Disse detaljer er ikke de vigtigste i bevidstheden hos maskinfører Frede Boje, da han i Nuuk tidligt om morgenen fredag 19. oktober 2012 sætter sig i førerhuset på den Hitachi 350LC gravemaskine, som har været hans omdrejningspunkt gennem de sidste par måneder. Den godt 200 meter lange og fem etager høje Blok P er under nedrivning af Kingo Karlsen A/S, fordi den fra at være et eksklusivt byggeri i begyndelsen af sin levetid nu er endt som det modsatte: En boligblok præget af beboere med sociale problemer, kriminalitet og hærværk.

Nedrivningen bliver dag for dag fulgt af interesserede beboere i Nuuk, og denne morgen skal den sidste bid fjernes. Af frygt for, at den skal vælte bagud, hvor der ligger en vej, er der samlet en bunke af betonbrokker op langs gavlen. Det sidste af betonskelettet står endnu i fuld højde, og det er planen, at de to øverste etager skal fjernes med en gammeldags nedbrydningskugle på cirka tre tons monteret på en mobilkran.

Frede Boje har i løbet af de seneste uger arbejdet sig gennem bygningen i sin gravemaskine, og denne morgen er han mødt ind kl. 06.30 for at klare den sidste oprydning, inden kuglen skal give tilskuerne det ventede show. Han sidder i maskinen, og har netop talt med lastbilchaufføren, som er ankommet med kuglen. Mens den bliver læsset af, fortsætter Frede Boje i sin gravemaskine arbejdet med den hydrauliske saks på bygningen. Koncentreret om opgaven og specifikt fokuseret på saksens arbejde.

Da begynder bygningen at falde.

Ny udfordring

Da Frede Boje landede i Nuuk i maj 2012, var det samtidig første gang, han var i Grønland. Han havde 15 års erfaring i nedbrydningsbranchen fra sin tid hos firmaet Per Rasmussen, men han havde ikke arbejdet i branchen i nogle år.

I begyndelsen af 2007 valgte han at tage til Kosovo, hvor han var udstationeret af det danske forsvar som tømrer i den danske lejr. Efterfølgende blev han i Forsvaret, hvor han blev tilknyttet Ingeniørregimentet i Viborg som håndværker.

Det trak dog i ham for at vende tilbage til nedbrydningsbranchen, og dagen efter han sendte en ansøgning til Kingo Karlsen, ringede de ham op med en jobmulighed. Jobbet lå dog i Nuuk i Grønland.

- Jeg boede alene efter at have mistet min kone til kræft i januar samme år. Jobmuligheden var ok med resten af familien, så derfor tog jeg af sted, fortæller Frede Boje.

Den første opgave var to mindre blokke på hver to etager. Vejret forsinkede arbejdet, men da han tog hjem på sommerferie, var opgaven løst, og en ny i form af nedrivningen af den historiske Blok P ventede efter ferien. Den indvendige rydning var allerede i gang, og store mængder byggeaffald forurenet med PCB var også ved at blive fjernet for at blive fragtet til Danmark.

Tilbage i Nuuk fra ferien satte Frede Boje sig i maskinen og begyndte at arbejde sig frem afsnit for afsnit. Hjemme i Danmark kunne blandt andet familien følge med, da et kamera på byggepladsen sendte et nyt foto af arbejdet til en hjemmeside hvert femte minut.

Til det afsluttende show med nedbrydningskuglen havde Frede Bojes bror Ivan også logget på hjemmesiden.

Støj og stilhed

Det hele sker meget hurtigt. Gavlen knækker pludselig i samlingen mellem stueplan og første sal. Den vælter ikke ud mod vejen som frygtet, men ind mod gravemaskinen.

- Jeg nåede ikke at tænke noget. Jeg bemærkede gennem tagvinduet en bevægelse oppefra, og instinktivt trak jeg tilbage i joystickene, husker Frede Boje.

Han når kun at bakke cirka én meter, før bygningen rammer maskinen. Etagerne falder som et korthus ind over maskinen. Første og anden etage lægger sig over hammeren og det forreste af gravearmen. Tredje og fjerde etage rammer længere oppe på armen, og den femte lander direkte oven i førerhuset med et stort brag. I de efterfølgende sekunder kan man høre betonstykker rasle rundt på hinanden, hvor de blandt andet ligger som en dyne ovenpå maskinens og dens førerhus. Så bliver der stille.

- Der var meget stille. Min eneste tanke var "nå, var dét det?" fortæller Frede Boje.

Gravearmens position frem foran maskinen har afbødet noget af vægten fra bygningen. Gavlen knækker i to over armen, og begraver maskinen i et telt af beton. Førerhuset bøjes bagud af den voldsomme belastning, og førersædet knækker mellem ryg og sæde. Mens betonstøvet indhyller maskinen, er Frede Bojes fortsat ved bevidsthed. Han er fastlåst i næsten liggende stilling i det ødelagte sæde. Hans fødder er endnu på pedalerne, og han har hænderne på joystickene. Motoren i maskinen brummer fortsat, da lastbilchaufføren i hast løber over den knækkede facade, og som den første når op til ham.

- Jeg kan huske, at han spørger "er du okay?" Jeg mener, jeg svarede ham, "hvad fanden tror du selv?" Chaufføren sagde senere, at han ikke kunne huske, hvad jeg svarede. Måske var han flink, eller også var det vigtigste for ham at høre, jeg var i live, siger Frede Boje.

Fastklemt

Mens chaufføren løber efter hjælp, ligger Frede Boje fastklemt i førerhuset. Styrtbøjlen i førerhuset trykker ned på brystet af ham, og fastholder ham, og også hans ben er klemt fast. Da mærker han et underligt tryk mod det højre ben. Det er, som om en stråle af et eller andet rammer ham.

- Min første tanke var, at det var en pulsåreblødning. Jeg kunne ikke se noget, da jeg ikke kan dreje hovedet. Tanken om "var dét det? kom igen, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis det var en pulsåreblødning, ville det i det mindste gå hurtigt. Man tænker mange underlige tanker meget hurtigt i sådan en situation.

Trykket fra strålen aftager og stopper derefter helt. Det viser sig at være små knuste materialer, som drysser af den væltede bygning.

Redningsmandskabet arbejder i en time, før de kan få ham ud af maskinen. De skal først grave sig frem til ham, og derefter skal de have ham stabiliseret, før de tør begynde at flytte ham. Da Frede Boje er ved fuld bevidsthed under arbejdet, kan han guide dem frem til knappen til nødstop, som sidder på forsiden af sædet ved hans venstre ben. Han kan bevæge sine fingre, men han kan ikke selv komme til at dreje tændingsnøglen. Hvor mange redningsfolk, der er omkring ham, har han ikke overblik over, men der er mange stemmer omkring ham, kan han høre, da motoren bliver slukket.

Mobilkranen trækker førerhuset lidt op fra den fladklemte position, hvilket fjerner trykket på Frede Bojes brystkasse. Et spineboard, som bruges ved mistanke om skader på ryggen eller nakken, bliver lirket ind gennem den knuste bagrude, men kan ikke skubbes længere ind under ham end til lænden, hvor det knækkede sæde blokerer. Han bliver i stedet for trukket det sidste stykke op på brættet, og derefter løftet ud gennem bagruden.

Mobilkranen løfter ham det sidste stykke, mens han ligger på spineboardet, og det hvide tæppe, han er pakket ind i, gør ikke stemningen blandt folkemængden omkring ulykkesstedet mindre trykket.

- Jeg kunne mærke og bevæge mine fingre og tæer. Benene sov efter at være fastlåst i samme stilling i lang tid, men ellers havde jeg det efter omstændighederne fint. Smerter var der ikke meget af, og jeg var ikke selv blevet ramt direkte af beton, fortæller Frede Boje.

Netop den dag havde han arbejdshjelmen på, mens han sad i førerhuset, og det er han glad for den dag i dag.

- Alle stropper indvendigt i hjelmen var sprunget, så et eller andet var der sket. Mit brilleetui i venstre brystlomme var også formet som en banan bagefter, men brillerne overlevede, konstaterer han.

Han bliver i hast fragtet til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Lettet over at være i live. Men da han bliver undersøgt, kan lægerne hurtigt konstatere, at ikke alt er, som det bør.

Læs sidste del af historien ved at klikke her.