Abonnementsartikel

Et eventyrligt byggeri er i gang med at blive støbt centralt i Odense, hvor det nye H. C. Andersens hus rejser sig med hjælp fra NCC.

ODENSE: Kan man fortælle historier med beton? Det spørgsmål har seniorproduktionschef Martin Wittendorff Jensen fra NCC ikke svært ved at svare på. Klart ja.

Man kan skabe nogle former med betonen, som man dårligt kan udføre i andre materialer, lyder det. Derfor mener produktionschefen også, at det er det helt rigtige valg at støbe in situ, midt i Odense, hvor det japansk-tegnede museum: Det Ny H.C. Andersens Hus, rejser sig med stormskridt. Allerede til foråret næste år, er teamet fra NCC klar til at aflevere jord-, stål- og betonentreprisen, så andre entreprenører kan komme i gang med den endelige indretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes, beton er den bedste løsning til denne opgave. Når vi har fået taget på plads, vil man kunne se et synligt dæk, som er støbt dobbeltfacetteret, hvor vinklerne minder om det, man kan finde i en diamant. Det kommer til at blive rigtig flot og byde på unikke indretningsmuligheder, lyder det fra Martin Wittendorff Jensen, som har sat Dagens Byggeri stævne til en rundtur på byggeriet.

Jeg synes, beton er den bedste løsning til denne opgave.

Seniorproduktionschef Martin Wittendorff Jensen

NCC

Støber mangeformet

NCC's del af byggeriet udgøres af pavilloner og de bærende konstruktioner, som indvendigt kommer til at fungere som loft over udstillingslokalerne og udvendigt som haveanlæg. Det bliver konstrueret i forskallingsforme af 1200 millimeter, som danner rammen om en stor, søjlebåret udstillingshal samt fire rotunder med forskellig diameter.

Selv om rotunderne kommer til at have et cylinderagtigt udtryk, kunne man godt have konstrueret dem endnu rundere - men det blev fravalgt, selv om det på et tidspunkt var inde i overvejelserne, fortæller Martin Wittendorff Jensen.

- Den mangekantede form giver mere fleksibilitet i udstillingen. Ønsket er at bruge forsatsvægge, forklarer han og uddyber, at en beton-entusiast som ham selv havde beholdt væggene rå.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man kunne have håbet, at de havde valgt den runde model, siger han med et smil og understreger, at udfordringerne ved et sådan byggeri også er større for betonfolkene.

rich-media-3
Der bliver bygget tæt i Odenses bymidte, og det er svært at komme til med kranerne. Foto: Thøger Raun.

Det er nemlig nemmere at støbe mangekantet sammenlignet med rundt. Dog er der rigeligt med udfordringer alligevel, lyder det. Der er stort set ikke en ubrudt flade i byggeriet, der snor og bugter sig. I den ene ende er loftshøjden 4,5 meter, mens den stiger til 8,5 meter i den anden ende.

- Det får byggeriet til at skille sig ud, og det er altid sjovt at arbejde på noget, der ikke er som alt det andet, siger Martin Wittendorff Jensen.

Pladsmangel på pladsen

Indtil videre ser byggepladsen dog ikke videre eventyrlig ud. Man har opbygget en spunsvæg, som lukker sig om et 4500 kvadratmeter stort område.

Armeringen ses her og der stikke ud af de endnu ufærdige konstruktioner, som pindsvinepigge i en hundesnude. Uskønt. At den færdige konstruktion fremstår en smule uhåndgribelig anerkender Martin Wittendorff Jensen imidlertid. Det kræver, at man er en beton-nørd af rang, før man ser skønheden inden afleveringsdatoen, lyder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den første del af det facetterede dæk er netop blevet støbt, men der går lang tid før det færdige resultat bliver synligt. Det skyldes dels statiske årsager, hvor der er projekteret nogle gennemgående svindfelter, som først må udstøbes efter betonen er fuldt afhærdet, forklarer Martin Wittendorff Jensen, som også har en anden større udfordring i processen.

- Udførelsesrækkefølgen har også haft betydning. Da vi har valgt at støbe det højereliggende dæk først på grund af kranplaceringerne, der er placeret ud fra overvejelserne om, hvor de kunne blive stående længst tid uden at genere fremdriften, forklarer produktionschefen.

rich-media-5
Seniorproduktionschef Martin Wittendorff Jensen bor selv i Odensen og er stolt over at være med på byggeriet af det nye museum. Foto: Thøger Raun.

Når museet er færdigt, vil såvel en nedsænket have samt en taghave bryde ind og ud af byggeriet. Det Ny H.C. Andersens Hus vil desuden omslutte eventyrforfatterens barndomshjem, som på den måde får en plads i konstruktionen.

Odense Kommune er bygherre på Det ny H.C. Andersens Hus, der støttes økonomisk af A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden.