Abonnementsartikel

Mads Peter Gede er ny konsulent for Tagdækningssektionen samt Nedrivnings- og Miljøsaneringssektionen i Dansk Byggeri. Han skal med branchen være med til at sikre gode rammebetingelser og fortsat fokus på arbejdsmiljø og miljørigtig håndtering af byggeaffald.

- Der venter mange udfordringer, som vi skal løse i fællesskab. For eksempel den grønne dagsorden, hvor byggebranchen skal bygge mere klimavenligt og udnytte ressourcerne, så vi genbruger flere byggematerialer end i dag og minimerer produktionen af affald. Cirkulær økonomi er et nøgleord i fremtidens byggebranche, siger ny konsulent for Tagdækningssektionen samt Nedrivnings- og Miljøsaneringssektionen i Dansk Byggeri, Mads Peter Gede.

Mads Peter Gede har tidligere være regionskonsulent for Dansk Byggeri Fyn samt Sjælland & Lolland-Falster, så han kender flere af virksomhederne samt Dansk Byggeri og de udfordringer, som branchen står overfor i øjeblikket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Coronakrisen kommer desværre nok i lang tid til at præge små som store virksomheder overalt i Danmark. Heldigvis har politikerne på Christiansborg været hurtige med hjælpepakker, og kommunerne har fremrykket byggeprojekter for at understøtte det lokale erhvervsliv. Men krisen forsvinder ikke fra den ene dag til den anden, så der ligger et stort arbejde forude med at sikre både virksomheder, arbejdspladser og vækst, siger Mads Peter Gede.

Mads Peter Gede er derudover også konsulent for Nyhussektionen i Dansk Byggeri.