Lyt til artiklen:

Danmark er verdens tiende bedste land for bygge- og anlægsfolk

00:00
Hastighed: ???x
02:38

Lønnen er høj i Danmark, men det er leveomkostningerne også. Ny liste opgør Danmark som "verdens 10. bedste for byggearbejdere", men når det kommer til sikkerhed, er Danmark et middelmådigt land.

Står man overfor at skulle starte en karriere inden for bygge- og anlægsbranchen, og er landegrænser ingen hindring, har Workwear Guru, en hjemmeside med blandt andet test af arbejdstøj og -udstyr, lavet en sammenligning mellem i alt 125 lande og stater, som derefter er rangeret.

Sammenligningen rummer tre kategorier - løn, leveomkostninger og ulykkesrate.

Samlet set er Danmark nummer 10 på listen. Den bliver toppet af Schweiz, og her er det især lønnen, som trækker landet op på toppen. Lønnen i Schweiz bliver opgjort til 79.159 dollars i gennemsnit for bygge- og anlægsfolket, og man skal helt ned på 57.957 dollars for at finde nummer to, Storbritannien.

Danmark ligger seks på løn med et opgjort gennemsnit på 45.295 dollars. Det giver små 300.000 i danske kroner, altså små 25.000 kroner i månedsløn. Det ligger noget under det, de fleste inden for bygge og anlæg herhjemme nok i virkeligheden ser på deres lønsedler.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Men løn er ikke alt, for en høj løn betyder ofte også høje leveomkostninger. Dog ikke altid.

Bermuda er for eksempel en undtagelse. Øgruppen har ifølge Workwear Guru de suverænt højeste leveomkostninger, og med en relativt beskeden gennemsnitsløn på 11.300 dollars stryger den atlantiske øgruppe helt ned som nummer 113 over "verdens bedste lande" for byggefolket.

Få ulykker i Polen

Er lønnen sekundær i valget af arbejdsland, og har man i stedet for lyst til et sikkert arbejdsmiljø, viser listen nogle - i hvert fald for undertegnet - overraskelser i toppen. Workwear Guru har hentet data fra Lloyd's Register Foundation. De har målt sikkerheden ved i procent at opgøre antallet af personer i branchen i de enkelte lande, der svarer "ja" til, om de er kommet alvorligt til skade under arbejdet.

Polen er det land med færrest registrerede ulykke i byggeriet. Kun fire procent har været udsat for en alvorlig arbejdsulykke.

Blandt top-10 kan også nævnes lande som Slovakiet, Kina og Aserbajdsjan.

Danmark er langt nede på listen som nummer 67. Her er ulykkesraten på 20 procent, og vi deler pladsen med eksotiske lande som Trinidad og Tobago, Ecuador og Puerto Rico, mens blandet andet USA og Israel også ligger på 20 procent. Samtidigt er Libanon, Rwanda og Algeriet ifølge listen sikrere at være byggemand i end herhjemme.