Lyt til artiklen:

Højvandsmur fejlede i Lemvig

00:00
Hastighed: ???x
02:18

Abonnementsartikel

En højvandsmur var ikke nok til at holde massive vandmasser væk fra havnen i Lemvig i forbindelse med stormen Malik. Kommunen vil undersøge, om der skulle have været lukket flere porte.

I 2012 byggede Lemvig Kommune en højvandsmur langs havnefronten i Lemvig. Muren skulle forhindre vandmasser i at oversvømme havnen i forbindelse med ekstreme vejrhændelser.

I weekenden skulle det så vise sig, om investeringen kunne klare mosten, idet stormen Malik bød op til dans.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desværre blev Nordvestjyllands Brandvæsen natten til søndag alarmeret. Store vandmasser var nemlig trængt ind og den efterfølgende morgen stod dele af havneområdet alligevel under vand. Faktisk var vandmængderne så massive, at Nordjyllands Brandvæsen måtte bede om assistance fra Beredskabsstyrelsen i Herning for at komme problemet til livs.

Flere virksomheder, der har lokaler på havnen, og boliger har fået besøg af vandet, og en række parkerede biler er også blevet vasket lige grundigt nok.

Åbne porte

Men hvordan kan det ske taget de omfattende foranstaltninger i betragtning?

Højvandsmuren er bygget i beton, men der er indbygget flere porte i aluminium, som man lukker, når der ligger en prognose for forhøjet vandstand. Muren er ikke samme højde alle steder, og det vil sige, at portene helle ikke er det. Derfor laver man fra prognose til prognose en individuel vurdering af, hvilke porte der skal lukkes for at holde vandet ude. Det fortæller Kim Verner Pedersen, der er chef for park-og vejafdelingen i Lemvig Kommune.

- Vi får prognoserne fra DMI, og alt efter hvilke prognoser, vi får, afgør vi, hvilke porte der skal lukkes, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højvandsmuren blev som nævnt bygget i 2012, og derfor er det naturligvis ikke første gang, den bliver testet. Så hvordan kan det være, at vandet alligevel er trængt ind på havnen denne gang?

- Det ved jeg ikke nok om endnu. Det korte svar er selvfølgelig, at vi skulle have lukket nogle flere porte. Men jeg er usikker på, om det er fejlprognoser eller en fejlvurdering, der ligger til grund for det, siger Kim Verner Pedersen.

Det skal derfor nu undersøges, hvad der gik galt, så man kan forhindre fremtidige, lignende hændelser. Kim Verner Pedersen vil dog ikke garantere, at det ikke kan ske igen.

- En garanti kan du aldrig stille. Jeg skal heller ikke konkludere på, hvad det er, vi kommer til at gøre, men vi skal da kigge vores procedurer igennem, slutter han.