Lyt til artiklen:

Baltic Pipe genoptager arbejdet efter måneders forsinkelse

00:00
Hastighed: ???x
02:32

Abonnementsartikel

Miljøstyrelsen har givet en ny miljøtilladelse til gasrørledningen Baltic Pipe efter den oprindelige tilladelse blev underkendt af Miljø- og Fødevareklagenævnet sidste år.

Hasselmus og flagermus stoppede tilbage i maj 2021 byggeriet af Baltic Pipe projektet. Men med den nye tilladelse kan Energinet sætte gang i anlægsarbejdet på de dele af projektet i Østjylland og på Vestfyn, der har været på pause, skriver Energinet i en pressemeddelelse.

Arbejdet på de sidste to strækninger startede i forsommeren sidste år, men blev stoppet, da Miljø-og Fødevareklagenævnet underkendte Miljøstyrelsens oprindelige tilladelse, der blev udstedt i 2019, knap to år før nævnets afgørelse. Energinet har nu travlt med at indhente de tabte måneder:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er rigtig glade for, at vi nu endelig har en ny tilladelse, så vi kan gøre arbejdet færdigt. Vi har virkelig travlt med at indhente de tabte måneder, så vi kan nå i mål med projektet. Vi har aftalt med vores entreprenører, at de sætter flere maskiner og folk af til opgaven, så vi kan sætte tempoet i vejret og blive færdige hurtigst muligt. Det er vigtigt for projektet og selvfølgelig også for de lodsejere, som forståeligt nok ser frem til, at vi bliver færdige, så de kan få deres jord tilbage, siger Søren Juul Larsen, hovedprojektleder for Baltic Pipe i Energinet.

Arbejdet på de 40 km af rørledningen i Østjylland fra Egtved syd om Kolding til Lillebælt og de 38 km på Vestfyn fra Middelfart til Brylle ved Tommerup går i gang med det samme. Arbejdet kan også genoptages på det 50 kV elkabel, der skal forsyne den kommende kompressorstation i Everdrup på Sydsjælland.

Beskyttede dyrearter

Den nye miljøtilladelse stiller en række ekstra krav til anlægsarbejdet, så der tages ekstra hensyn til beskyttede dyrearter:

- Vi er selvfølgelig meget optagede af at tage hensyn til natur og dyreliv i forbindelse med, at vi bygger Baltic Pipe. Vi havde allerede lavet et meget grundigt forarbejde, og det er nu blevet ekstra uddybet. Jeg glad for, at vi har fået en miljøtilladelse, der grundigt beskriver de hensyn, vi kommer til at tage til blandt andet de beskyttede dyrearter i de områder, vi kommer igennem, siger Søren Juul Larsen.

Forsinkelsen på grund af miljøtilladelsen betyder, at Baltic Pipe nu arbejder med to datoer for idriftsættelse af gasrørledningen: Energinet planlægger at sætte Baltic Pipe i drift med delvis kapacitet fra den 1. oktober 2022, ved at benytte dele af det eksisterende gasnet som midlertidig erstatning for de dele, der ikke vil være færdige på det tidspunkt.