Lyt til artiklen:

35-års jubilæum for tredje generation hos JMM Group

00:00
Hastighed: ???x
04:57

Abonnementsartikel

Den nuværende CEO Jan K. Møller har siden 1988 taget afgørende del i udviklingen af den sønderjyske maskinimportør-koncern.

Når CEO for JMM Group, Jan K. Møller, hver morgen kører på job fra hjemmet i Haderslev til firmadomicilet i landlige omgivelser ved Over Jerstal syd for Vojens i Sønderjylland, passerer han et lille hvidt hus, hvor både han selv, hans forældre og bedsteforældre tidligere har boet. Huset ligger som nabo til JMM Groups bygninger, og det var her, Jan K. Møllers farfar i 1940 stiftede Johs. Møllers Maskinfabrik. Virksomheden er vokset meget siden da, og koncernen hedder i dag JMM Group og dækker over Johs. Møllers Maskiner A/S, Stemas A/S, Stemas Norge A/S og Normas A/S.

Frem for alt har vi importen på de rigtige maskinmærker. Det er altafgørende.

CEO Jan K. Møller, JMM Group

I denne måned er det præcis 35 år siden, den nu 59-årige Jan K. Møller havde første arbejdsdag i familievirksomheden. Men da han i 80'erne var helt ung og nyuddannet inden for revisionsfaget, lå det nu ikke i kortene, at han skulle træde ind i virksomheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hans Holm takker af

- Det ændrede sig efter min fars død i 1986, hvor især min mor begyndte at tale om, at det måske alligevel var en god ide, hvis jeg overvejede det, så familien fortsat ville have en repræsentant i ledelsen, fortæller Jan K. Møller til Maskinteknik.

Men sin baggrund i revisionsfaget fik Jan K. Møller meget naturligt ansvaret for økonomiafdelingen i virksomheden, som allerede dengang havde omkring 100 medarbejdere.

Det job har han passet indtil 2021, hvor den daværende topchef for JMM-koncernen, Hans Holm, takkede af som topdirektør og i stedet indtog en ny rolle som bestyrelsesformand for den virksomhed, han siden 1995 havde stået i spidsen for. Hans Holm er desuden stadig direktør i Normas A/S.

Milliard-omsætning

Ved den lejlighed blev Jan K. Møller forfremmet til ny topchef hos JMM Group, som i Danmark har importen af Liebherr, Wacker Neuson, Weidemann og Himoinsa.

Og foreløbig er det gået godt, rigtig godt endda hvis man kigger i regnskaberne, for sidste år kom koncernen ud med et rekordregnskab med en omsætning lige under milliarden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men det er nu ikke noget, jeg kan tage æren for alene. Dels har jeg med Leif Petersen og Robert Kjærgaard to gode kollegaer i partnergruppen, dels har Hans Holm videregivet en virksomhed i topform til mig, fortæller han og tilføjer at medarbejderstaben på næsten 200 personer også er en meget stor del af succesen.

- Og er vi i tvivl om noget, så ringer vi gerne og spørger Hans Holm. Han er vanvittig dygtig og har næsten altid et godt råd. Ham har jeg lært meget af, fastslår den 59-årige direktør.

De helt rigtige mærker

Som det mest grundlæggende bag den øjeblikkelige succes, nævner han, at der er de helt rigtige varer på hylderne.

- Frem for alt har vi importen på de rigtige maskinmærker. Det er altafgørende. For ti år siden importerede vi mange forskellige mærker, men nu er det skåret til, så det udelukkende handler om Liebherr hos Johs. Møller Maskiner A/S, mens det i Stemas-regi drejer sig om Wacker Neuson, Weidemann og Himoinsa, siger direktøren.

rich-media-5
Hos Johs. Møllers Maskiner handler det udelukkende om salg og service af maskiner fra den tyske Liebherr-mastodont. Arkivfoto: Torben Jastram.

Vigtig kundekontakt

Gennem samtlige år har han trods arbejdet i administrationen haft en hel del med kunderne at gøre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tager ikke som sådan del i salgsarbejdet, men alligevel er jeg meget med ude ved arrangementer og rejser. For eksempel er jeg altid med på Bauma, hvor vi har et særdeles omfattende setup. Vi tager nemlig flere hundrede kunder med til München i løbet af ugen. Den slags er vi ekstremt gode til, og der kommer gode tilbagemeldinger efter den slags arrangementer, siger han.

Også i det daglige er direktøren synlig i de forskellige JMM- og Stemas-afdelinger rundt i landet.

- Vi har afdelinger fra Nordjylland til Sydsjælland, så jeg kommer meget rundt. Heldigvis har vi for nylig åbnet en mindre afdeling i Fredericia. Det er en forholdsvis central placering, som vi bruger til møder i stor stil, siger Jan K. Møller.

Grøn omstilling

Strategien for de kommende år handler primært om at fortsætte de gode takter og blive endnu bedre til at håndtere den grønne omstilling - både i virksomheden og i branchen.

- Vi er gået i gang med at arbejde seriøst med vores CO2-regnskab, hvor vi i samarbejde med Maskinleverandørerne har udarbejdet en klimarapport, der sætter fokus på nogle nøgleområder, som vi er i fuld gang med at implementere i hele koncernen. Det er supervigtigt både på den korte og lange bane. Mange af vores kunder er allerede langt, og vi skal naturligvis følge trop, så vi kan matche dem - både med vores maskiner og vores servicesetup, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han peger selv på struktur, som en af sine forcer.

- Når vi beslutter noget i ledergruppen, sørger jeg for, at der bliver fulgt op, så beslutningerne også bliver effektueret på den rigtige måde. Tidligere var vi ikke altid helt så skarpe på den del, men det er blevet meget bedre, siger Jan K. Møller til Maskinteknik.