Abonnementsartikel

CG Jensen påtager sig sin del af ansvaret for brokollapset på Helsingørmotorvejen i september sidste år.

Efter ni måneders ventetid foreligger resultatet nu fra Ekspertgruppen, der har undersøgt, hvorfor en bro på Helsingørmotorvejen i september 2014 delvist kollapsede midt under støbningen. Det var CG Jensen, der arbejde på broen, og entreprenøren forholder sig i en pressemeddelelse nu til rapporten.

- Rapporten efterlader samlet et klart billede af en anlægsproces, der langtfra har været optimal. For mange "kokke", et til tider alt for haltende samarbejde, udskiftninger af centrale nøglepersoner samt navnlig et skævt kontrol- og evalueringsmæssigt fokus i alle lejre er tydeligvis en del af forklaringen, siger adm. direktør i CG Jensen A/S, Michael S. Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

CG Jensen anfører, at selv om der i rapporten peges kritiske fingre ad flere forskellige parter i entreprisen, så vedkender man sig som entreprenør en stor del af ansvaret for kollapset.

Moralsk ansvar

- Uanset hvad der måtte ligge heri af mere juridiske implikationer, er det mest afgørende for os atter at slå fast, at broer aldrig må kollapse i CG Jensens regi. Vi påtager os af samme grund - uden tøven - det fulde moralske ansvar for hændelsen og er stadig lykkelige for, at hverken trafikanter eller ansatte kom noget til, siger Michael S. Larsen og fortsætter:

- CG Jensen besidder fremdeles nogle af landets største kompetencer på brobygnings-området og har bygget mere end 100 broer i Danmark. Derfor vil vi selvfølgelig også nu nærstudere rapporten for - ligesom de øvrige implicerede - at drage lære af episoden. Det er professionelt helt afgørende for os, og i det lys er vi rigtig glade for ekspertgruppens arbejde. Når en af de mest 'kontrol-mandsopdækkede' broer i kongeriget kan kollapse under udførelsen, så er der noget galt fat, og de aktier, vi naturligvis som entreprenør har i denne sag, vil ikke blive ignoreret.