Abonnementsartikel

Toplinjen blev takket være udenlandske aktiviteter løftet med 6,3 procent i forhold til 2017. Bundlinjen kunne ikke følge med og resultatet før skat landede på 111 millioner mod 147 året før.

Samlet set er årsregnskabet for Arkil Holding 2018 endt med et tilfredsstillende resultat, hedder det i en fondsbørsmeddelelse i forbindelse med det netop offentliggjorte årsregnskab.

Selskabet realiserede i 2018 en omsætning på 3,337 milliarder kroner, som er en stigning på 6,3 procent i forhold til 2017. Resultatet før skat dalende i samme periode fra 147,7 millioner til 111,0 millioner kroner - og overskudsgraden dalede fra 4,8 til 3,5 procent. Resultate svarer til de senest udmeldte forventninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Aktivitetsudviklingen og resultatet i 2018 er et udtryk for en relativ stabil udvikling i koncernen, samlet set. Effekten af den geografiske og faglige spredning afspejles tydeligt, idet flere forretningsområder i Danmark - navnlig Anlæg og Fundering & Vandbygning - oplever fald i aktivitet og lønsomhed, mens andre aktivitetsområder, f.eks. Vejservice, Asfalt og hele udlandssegmentet har en god og tilfredsstillende udvikling. De samlede danske aktiviteter bidrog under forventningen ved årets start, hvilket til dels har baggrund i forårets vejrlig og aktiviteter, mens udlandet bidrog noget over forventning, forklarer administrerende direktør Jesper Arkil i en pressemeddelelse.

Aktivitetsudviklingen og resultatet i 2018 er et udtryk for en relativ stabil udvikling i koncernen, samlet set.

Adm. direktør Jesper Arkil

rich-media-2
Administrerende direktør Jesper Arkil betegner 2018 som stabilt aktivitetsniveau med tilfredsstillende resultat. Pressefoto.

Forventninger til 2019

I 2019 forventer ledelsen, at selskabet realiserer en omsætning i intervallet 3,1-3,3 milliarder kroner og et resultat i intervallet 90-120 millioner kroner.

- Der er intet, der tyder på, at 2019 vil bringe øgede investeringer på infrastrukturområdet i Danmark, mens den kommunale investeringslyst begrænses af anlægsloftet. Den økonomiske aktivitet, og dermed også byggeaktiviteten, er dog fortsat på et højt niveau, hvorfor forventningen til Danmark er en flad vækst, med en forbedret lønsomhed i sammenligning med 2018. Koncernens udlandsaktiviteter vil være stabile, omend det ikke kan forudsættes, at det høje indtjeningsniveau kan fastholdes ind i 2019,siger Jesper Arkil.