Lyt til artiklen:

Erfarne maskinførere på stor jordopgave

00:00
Hastighed: ???x
03:30

Abonnementsartikel

VIDEO: Ved hospitalsbyggeriet i Hillerød har NCC fundet de tunge gravemaskiner frem, så gammel mosegrund kan blive til ny ambulancevej.

HILLERØD: Tre gravemaskiner i den tunge ende af skalaen samt deres førere er i denne tid travlt beskæftiget med en særlig opgave ved byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød.

Vi skal omkring 10 meter ned, indtil vi når den faste lerbund, så det drejer sig om cirka 40.000 kubikmeter, der skal graves op og køres væk.

Produktionschef Leif Kristensen, NCC

En del af området består af gammel mose, og herfra skal der bortgraves store mængder gammel ustabil mosejord med tørv og gytje, så der på stedet senere kan etableres blandt andet kørevej til den kommende ambulancegård samt nogle stier og et par søer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal omkring 10 meter ned, indtil vi når den faste lerbund, så det drejer sig om cirka 40.000 kubikmeter, der skal graves op og køres væk. Samtidig skal vi fylde op med samme mængde ny jord, fortæller produktionschef Leif Kristensen, NCC Danmark, der er ansvarlig for anlægsarbejde og kloak på NCCs del af supersygehus-projektet.

Spuns holder skoven ude

Om dele af området skal der desuden rammes spuns. Det er på en strækning på omtrent 100 meter mod skoven.

rich-media-3
Produktionschef Leif Kristensen, NCC. Foto: Torben Jastram.

- Spunsen skal 18 meter ned, og det bøvler vi lidt med i øjeblikket. Spunsen er meget vigtig, da den er med til at adskille mosejorden fra det område, vi skal bruge i projektet, fortæller han til Maskinteknik, da vi besøger pladsen.

Tre store Hitachi gravemaskiner klarer opgaven. En 36 tons maskine graver ud, en 23 tons lægger væk og en tredje på 36 tons læsser bilerne. Med en gennemsnitslast på 38 tons skal der altså mere end 1000 biler til at fjerne mosejorden, der bliver fragtet til en lokation ved Hundested, hvor en landmand modtager det.

Herunder en kort video, som NCC optog i sidste uge, hvor de tre gravemaskiner var i aktion i det flotte martsvejr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke en ufarlig opgave

- Det er ikke ufarligt på grund af den ustabile mose og tørv, så vi tager særdeles grundige forholdsregler. Ham der er fører på den store maskine, som står for opgravningen, er en af vores mest erfarne maskinførere. Vi er meget forsigtige, og derfor har vi ikke travlt med denne opgave. Sikkerheden er afgørende, så det tager den tid det tager, fastslår Leif Kristensen, som med 22 års historik i NCC selv er en erfaren herre.

rich-media-6
Den gamle mosejord med ustabil tørv og gytje skal fjernes. I baggrunden ses noget af spunsen, som rammes 18 meter ned for at holde skoven ude. Foto: Torben Jastram.

Sideløbende med opgravningen foregår opfyldning med ny jord, hvoraf en stor del kommer fra andre steder på den store byggegrund, der med tiden bliver til Nordsjællands supersygehus. Noget kommer dog også fra andre byggepladser i området.

- Vi bruger jo også 40.000 kubikmeter jord til opfyldningen, så det er store mængder vi håndterer, lyder det fra produktionschefen.

Komprimeringskontroller

Denne del af opgaven er tidskrævende, for der tages mange såkaldte prokta-prøver undervejs. Det er et tjek af komprimeringen, hvor man blandt andet måler jorddensitet og vandindhold.

- Vi udfører komprimeringskontrollen for hver 30 cm - og mange steder - så det bliver til rigtig mange prokta-prøver undervejs, forklarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overtog efter Barslund

Opgaven blev oprindeligt tildelt Barslund, som så småt gik i gang i efteråret. Men efter konkursen i november, gik arbejdet i stå. Senere har NCC Danmark taget over, og opgravningen tog for alvor fart for en måneds tid siden. Leif Kristensen forventer, at projektet er udført omkring 1. maj.

- Tidshorisonten er lidt usikker, det kommer helt an på forholdene. Nu har vi heldigvis været begunstiget af flot og tørt vejr hele marts, men det kan jo ændre sig, og derfor kan det påvirke arbejdet, hvor vi som sagt udviser stor forsigtighed, siger han til Maskinteknik.