Lyt til artiklen:

Entreprenør afslutter arbejde og åbner vejen to uger før planlagt

00:00
Hastighed: ???x
02:14

Abonnementsartikel

Afspærringen på Storegade i Esbjerg er fjernet, efter entreprenøren Henning Have A/S ordnede opgaven to uger hurtigere end forventet.

Seks ugers total afspærring af Storegade i Esbjerg var prognosen, da entreprenøren Henning Have A/S tog hul på arbejdet med at omdanne et t-kryds til et signalreguleret kryds. Men blot fire uger senere er der åbnet op igen, for som entreprenøren skriver på sin facebookside: Når nu vejen er færdig, er der vel ingen grund til at holde den lukket.

Arbejdet er altså gået hurtigere end forventet, og det skyldes primært, at man fik lov at lukke vejen helt af, fortæller Kenneth Andersen, der er anlægsingeniør hos Henning Have A/S, til Jydske Vestkysten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det hele er gået op i en højere enhed, og arbejdet er forløbet uden problemer. At vi bliver færdige før tid, skyldes først og fremmest, at vi har fået lov til at lukke vejen helt af, så vi har kunne give den gas. Derudover har vi været heldige med timingen, for vi har kunne hente de bedste folk og maskiner ind til opgaven fra start, siger Kenneth Andersen til avisen.

Der var massive køer i myldretidstrafikken i begyndelsen, men de seneste uger er trafikken i området forløbet uden problemer, fortæller Kenneth Andersen til Jydske Vestkysten.

Hue i fare

Én af de trafikanter, der blev fanget kaosset den første dag var Luna Lykke, som var på vej til sin sidste eksamen på Esbjerg Gymnasium. I ren panik over ikke at nå frem i tide parkerede hun bilen på en sidevej og begyndte at løbe.

Da hun nåede frem til afspærringen var der 15 minuter til, at hendes eksamen begyndte, og da kunne hun konstatere, at hun var uden chancer for at nå frem i tide til fods.

rich-media-2
Synet der mødte den kommende student 15 minutter før hendes sidste eksamen. Foto: Henning Have.

- Hun var helt i opløsning. Hun var allerede løbet et godt stykke vej, men hun kunne jo ikke nå det til fods, og hun var helt i panik, da hun kom hen til os. Hun fortalte, at hun var på vej til sin sidste eksamen, og at hun skulle ind og have hue på, men at hun var blevet fanget i trafikken og nu risikerede at misse det hele. Det kunne vi selvfølgelig ikke være med til, siger Bjarne Christensen, der er brolægger hos Henning Have A/S til Jydske Vestkysten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor endte det altså med, at brolæggeren gav hende et lift i firmabilen gennem det afspærrede område og frem til gymnasiet, og hun nåede sin eksamen, skriver Jydske Vestkysten.