Lyt til artiklen:

Falster-entreprenør med 100 ansatte går konkurs

00:00
Hastighed: ???x
01:25

Abonnementsartikel

Økonomien i et skolebyggeri til en værdi af 143 millioner kroner er skredet, og har medført konkursen.

Entreprenørfirmaet Bo-Hus A/S i Nykøbing Falster er gået konkurs.

Det skriver folketidende.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er lige ved at trykke de sidste gutter i hånden - 100 af dem kører hjem. Og underentreprenører ringer. Jeg er selvfølgelig utrolig berørt. Det er alt, hvad jeg har - holding-selskab og det hele, så det er lidt voldsomt. Det er mange år, og så er det slut. Man er lidt chokket, siger direktør og ejer Bo Jørgensen fredag morgen til folketidende.dk.

Bo-Hus A/S havde omtrent 100 ansatte. Skifteretten ved Retten i Nykøbing behandler konkursen, og et kuratel bestående af advokat Morten Jensen, WTC advokaterne, og advokat Henrik Steen Jensen, Holst advokaterne, er blevet udpeget.

Det er mest af alt økonomien i byggeriet af Sundskolen i Nykøbing Falster - et projekt til en værdi af 143 millioner kroner, der har kostet entreprenøren og medført konkursen.

- Hvis jeg forklarer, hvad der er sket, vil du tro, det er løgn. Det er kommet lidt hurtigt, siger Bo Jørgensen, der ikke selv ønsker at fortælle mere.

- Jeg vil gerne have afsluttet det her, så ikke jeg kommer til at sige noget forkert eller noget, jeg fortryder, forklarer han til folketidende.dk.