Abonnementsartikel
Lotte Petersen tog en chance og sprang ud i en branche, hun aldrig havde troet, hun skulle beskæftige sig med. Det betalte sig, for i dag kunne hun ikke forestille sig at arbejde noget andet sted end hos Entreprenør Søren Kristiansen ved Holbæk.
Håret flagrer rundt om hovedet på Lotte Petersen, mens hun er i gang med at rydde op på ladet af sin vogn, som hun lige har parkeret på pladsen ved Entreprenør Søren Kristiansen. Her arbejder hun som håndmand. Det er i hvert fald den titel, hun umiddelbart synes, der passer bedst ned over hendes jobbeskrivelse.
Men i virkeligheden er den svær at definere. Lotte Petersen har nemlig ingen baggrund indenfor anlægsfagene eller entreprenørbranchen generelt, og hendes opgaver stikker i mange retninger.
- Jeg aner ikke, hvad dagen bringer, når jeg møder ind om morgenen. Den ene dag skal der køres rør eller maskiner ud til pladserne rundt omkring, den næste står man med en skovl i hånden, fortæller Lotte Petersen.
Hun er 48 år og har inden sin entré i entreprenørfaget arbejdet med både dyr, dørhåndtag og desinfektionsmidler. Som helt ung passede hun grise og heste, men det var svært at leve af, så efterfølgende har hun blandt andet arbejdet på et metalsliberi og prøvet kræfter med rengøring og lagerarbejde.
- Men det blev alt sammen for ensformigt og kedeligt efterhånden som årene gik, fortæller Lotte Petersen.
Det må prøves
Så da hun for knap tre år siden stod uden arbejde, var det ikke en svær beslutning at sige ja til et job hos Entreprenør Søren Kristiansen ved Holbæk. Hun var nemlig klar til at prøve noget helt nyt.