Lyt til artiklen:

Entreprenør afslutter havneopgaver i Rønne

00:00
Hastighed: ???x
03:06

Abonnementsartikel

MT Højgaard har lagt den sidste af 600.000 tons sten i den ny bølgebryder, men mangler dog stadig et par ekstraarbejder - blandt andet bundsikring i færgelejet.

På havnen i Rønne på Bornholm har MT Højgaard Vandbygning netop afleveret etape 2 af den omfattende havneudvidelse, som blandt andet indebar etablering af en 475 meter lang bølgebryder.

Moleforlængelsen er etableret på 12-13 meters vanddybde, så der er tale om store mængder materiale, der dels er sejlet og dels kørt ud i 2021/2022.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal bruge omkring 600.000 tons sten i varierende størrelser. Det nederste lag etableres fra skib, der dumper lasten, men derefter foregår etableringen med gravemaskine, forklarede projektchef Dan Harborg Locht fra MT Højgaard Danmarks afdeling for Vandbygning til Maskinteknik, da vi besøgte pladsen i sommeren 2021.

Primært lokal granit

Omkring to tredjedele af de mange granitsten er lokale, det vil sige at de kommer fra lokalområdet, og det er ret unikt i Danmark.

- Vi indgik aftaler med en række bornholmske stenbrud om at levere størstedelen af stenene til projektet i stedet for at få leveret fra Norge og Sverige, som man normalt gør. Det er vi rigtig glade for, fordi det både mindsker miljøpåvirkning i forbindelse med transport og sikrer ekstra lokal beskæftigelse, siger Dan Locht.

- De øverste sten på bølgebryderen er så store som 8-14 tons, og på selve molehovedet skal der bruges sten på 21-28 tons - altså på størrelse med en mindre personbil, siger projektchefen.

Derfor har maskinparken også bestået af flere store maskiner til det tunge arbejde - ikke mindst både en 100 og en 200 tons gravemaskine. Desuden har der været benyttet et par voksne læssemaskiner samt en håndfuld dumpere i 40 tons klassen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tungt grej til tung opgave

Se også:

Tungt grej til tung opgave

Og nu er projektet så tilendebragt - et projekt hvor vandbyggerne fra MT Højgaard også har oprenset havnebassinet til 11 meters vanddybde samt inddæmmet og anlagt en 350 meter lang krydstogtskaj.

rich-media-4
Udvidelsen har betydet, at der er kommet cirka 100.000 kvadratmeter nyt havneareal. Foto: MT Højgaard.

Projektlederen har stadig et par folk tilbage på Bornholm, da der er et par ekstraarbejder for Rønne Havn, som skal laves.

- Det drejer sig dels om genetablering af et stykke gammel krydstogtkaj, der pludselig styrtede sammen sidste sommer. Det er vi ved at få lavet. Og så skal vi lave en bundsikring i beton i færgelejet i forbindelse med at der kommer ny færge her til foråret, fortæller han til Maskinteknik.

Vandbygningsafdeling er internt hos MT Højgaard også kendt som "Havmågerne". Og mågerne har tydeligvis fået mere luft under vingerne af den store havneudvidelse i Østersøen.

- Flere af os fra Rønne Havn kender hinanden fra tidligere vandbygningsprojekter, og jeg synes, der er en god faglig udvikling i vores afdeling, hvor vi vokser med projekterne. Tidligere har vi lavet mange små og mellemstore projekter med et par enkelte store afstikkere. Så lavede vi havneudvidelsen i Aarhus, og nu udfører vi så et rigtig stort havneprojekt i Rønne. Det er som om, vi kan lægge lidt oveni hver gang, så vi hele tiden udvikler os og bliver bedre. Fagligt er vi vokset enormt af det her projekt, siger projektchef Dan Harborg Locht.

rich-media-6
Projektchef Dan Harborg Locht har stået i spidsen for MT Højgaard Danmarks team i Rønne. Her mødte Maskinteknik ham i sommeren 2021. Arkivfoto: Torben Jastram.