Abonnementsartikel

HedeDanmark udbygger sin position som serviceleverandør af snerydning på kommunale veje

HedeDanmark udvider nu endnu en gang sine aktiviteter på det kommunale område med at indgå aftale om vintertjeneste med Nyborg Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremover skal HedeDanmark blandt andet sikre snerydning og saltning af en række af Nyborg Kommunes veje og stier samt udenomsarealer ved flere institutioner. Aftalen gælder i fire år og kan forlænges i op til to år.

- Vi har igennem flere år arbejdet fokuseret og målrettet på at professionalisere markedet for vintertjeneste gennem tætte og flerårige samarbejder med kommunerne, siger divisionsdirektør Jens R. Schrøder fra HedeDanmark a/s og fortsætter:

- Kommunerne er selvfølgelig fokuserede på at få en konkurrencedygtig pris, men de efterspørger i høj grad også, at vi som storleverandør til både private og offentlige kunder kan tilbyde leverancesikkerhed og fleksibilitet i løsning af opgaverne.

Smartere og billigere

Traditionelt har mange kommuner og private virksomheder indgået aftaler om snerydning og saltning med forskellige mindre lokale entreprenører, vognmænd eller landmænd.

Men i de seneste år har HedeDanmark haft vintertjeneste som et strategisk satsningsområde. I dag udfører virksomheden vintertjenesteopgaver for flere jyske, fynske og sjællandske kommuner, Vejdirektoratet samt en lang række private ejendomsselskaber, pensionskasser og landsdækkende dagligvarekæder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et samarbejde skal være til gavn for begge parter, så derfor indgår vi ofte særlige aftaler med vores kunder om driftsoptimering, som indebærer, at vi i fællesskab finder smartere og billigere måder at løse opgaverne på, fortæller Jens R. Schrøder om hemmeligheden bag HedeDanmarks succes.