Abonnementsartikel

Coronakrisen åbner nu mulighed for at igangsætte nye anlægsprojekter i relation til Aarhus Havn.

Coronakrisen åbner nu mulighed for at igangsætte nye anlægsprojekter i relation til Aarhus Havn. Og sammen med allerede planlagte projekter, som fastholdes trods krisen, udgør den samlede investeringssum mere end to milliarder kroner - herunder kundekreditter og fastholdelse af medarbejderstab, fortsat opgradering af Østhavnsvej og færdiggørelse af færgeterminal samt et større kontorbyggeri på Mellemarmen og endelig en mulighed for at få gang i byggeriet af Marselistunnellen.

Aarhus Havn har aktuelt gang i store anlægsprojekter, som man har besluttet at fastholde trods coronakrisen. Byggeriet af en færgeterminal til Molslinjen og opgraderingen af Østhavnsvej fortsætter næsten uden ændringer, selv om der naturligvis er andre hensyn at tage til medarbejderne end tidligere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi gennemfører begge projekter, så vi både fastholder arbejdspladserne og sikrer, at Molslinjen kan flytte fra byen til Østhavnen i oktober i år. Desuden gør vi plads til at flytte 1,3 millioner biler væk fra midtbyen, idet de fremover skal køre ad Østhavnsvej og via Marselis Boulevard til og fra havnen, fortæller Nicolai Krøyer, Aarhus Havn.

Nyt kontorbyggeri

Han peger desuden på et andet stort projekt, et kontorbyggeri på Mellemarmen på 26.000 etagemeter, der skal opføres med MT Højgaard som bygherre på Aarhus Havns arealer.

Byggeriet skal udlejes til både havnerelaterede vidensvirksomheder og mere traditionelle havnevirksomheder, ligesom der er planer om at etablere velkomstfaciliteter til krydstogtgæster i byggeriet.

- Det er et yderst spændende projekt, som vil forvandle en del af den gamle industrihavn til et moderne maritimt område, der vil virke tiltrækkende på de mange virksomheder, der arbejder vidensbaseret i den maritime branche, fastslår Nicolai Krøyer.

Endelig påpeger han muligheden for at få igangsat byggeriet af Marselistunnellen, idet der er flere positive perspektiver i at få byggeriet sat i gang så hurtigt som muligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dels vil en beslutning om at igangsætte byggeriet bidrage væsentligt til beskæftigelsen i både rådgiver- og byggebranchen. Der er mange arbejdspladser i en Marselistunnel. Og dels er tunnelen samtidig et bidrag til at sikre en grøn omstilling på den anden side af coronakrisen. Søtransport er mere bæredygtigt end landtransport, men mere søtransport kræver altså også flere lastbiler, der skal kunne komme til og fra havnen, siger Nicolai Krøyer.