Lyt til artiklen:

MT Højgaard skal bygge DSB-værksted til 641 millioner

00:00
Hastighed: ???x
02:16

Abonnementsartikel

Storentreprenøren skal opføre en værkstedsbygning til eltog på 11.500 kvadratmeter samt et baneteknisk anlæg ved Godsbanegården i København på en totalentreprisekontrakt til 641 millioner kroner.

Når værkstedet står klar i 2024, vil det blive brugt til at reparere og servicere de nyindkøbte eltog, som de kommende år erstatter DSB's aldrende diesel-flåde. Udover togværkstedet skal MT Højgaard Danmark også opføre et hjuldrejningsværksted, administrationsbygninger til DSB's personale samt et tilhørende baneteknisk anlæg. Projektet bliver opført med et mål om at opnå bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld.

rich-media-1
Byggeriet skal leve op til kravene efter DGNB Guld. Visualisering: DSB.

- I MT Højgaard Danmark har vi en strategi om at arbejde tæt sammen med bygherrerne i tidlige partnerskaber, så vi kan bidrage med entreprenørfaglighed under projekteringen. Sådan har det også været på Godsbanegården i København, og vi er glade for, at vi nu kan gå fra projektering til totalentreprisekontrakt. Projektet er et rigtigt samarbejdsprojekt, hvor bygherre, entreprenør og rådgiver sidder sammen, og vi har fuld transparens omkring økonomi, muligheder og udfordringer hele vejen. Det bliver rigtig godt, og vi glæder os, siger Carsten Lund, der er administrerende direktør i MT Højgaard Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

CO2-neutral i 2030

Værkstedet er et vigtigt led i elektrificeringen af jernbanenettet i Danmark, som betyder, at DSB tager afsked med de aldrende dieseltog for at få eltog i stedet.

- Dette er blot et af mange skridt mod målet om at gøre DSB CO2-neutral i 2030. Et af de største skridt var, da vi i foråret underskrev en kontrakt med den franske togproducent Alstom om køb af op mod 150 eltog, og dette er det første af tre værksteder, der skal reparere og vedligeholde dem. Vi har høje ambitioner med værkstedet, som vi vil gå efter at få bæredygtighedscertificeret til guld efter byggestandarden DGNB, siger Flemming Jensen, der er administrerende direktør i DSB.

Værkstedet får et samlet areal på 11.500 kvadratmeter. Første spadestik finder sted i januar 2022, og efter planen skal værkstedet stå klar til brug i foråret 2024.