Lyt til artiklen:

Store planer for Odense Havn

00:00
Hastighed: ???x
03:16

Abonnementsartikel

Odense Havn har for nylig fået støtte fra EU, og det sætter skub i planerne for at sikre havnens fremtidige håndtering af havvindmøller.

Det er en stor glæde, at Odense Havn er blandt de i alt fem infrastrukturprojekter i landet, som tilsammen blev tildelt 4,4 milliarder kroner i EU-støtte i sidste måned, fortæller deres direktør.

- Det betyder et boost om ikke andet til økonomien, siger direktør for Odense Havn, Carsten Aa, til Maskinteknik og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi sætter stor pris på den anerkendelse, vi har fået fra EU, som tydeliggør, at vi er en betydelig spiller inden for havne-infrastruktur med særligt fokus på offshore vind.

De første undersøgelser

Odense Havn A/S er i alt blevet tildelt 15 millioner kroner, som skal gå til det forberedende arbejde, der blandt andet indbefatter ombygning af et eksisterende kajanlæg til håndtering af stort gods.

Ligeledes indbefatter det forberedende arbejde at rette havnens sejlrende og gøre den dybere, således at havnen i fremtiden er gearet til at modtage endnu større skibe, end tilfældet er i dag.

- Vi er rigtig glade for at få tilført midler til at få foretaget de rette undersøgelser. Derfor håber jeg også, at der er velvilje til det, når vi søger om støtte til anlægsfasen, siger Carsten Aa.

rich-media-2
Direktør for Odense Havn A/S, Carsten Aa. Foto: Kim Wendt.

Næste skridt for Odense Havn er nu at vælge rådgivende ingeniører og rådgivere til projektet, hvis opgave bliver at sikre de nødvendige tilladelser for nå frem til selve anlægsfasen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter planen vælger havnen leverandører i slutningen af sommeren.

Store som bropiller

I takt med at der nu bliver skruet op for vindenergi, er det ifølge direktør Carsten Aa vigtigt, at en havn som Odense Havn kan holde trit med udviklingen.

- Hele forudsætningen for havvindemøllerne er, at der er en havn, de kan udskibes fra. Du kan producere nok så mange havvindmøller på land, men uden havne, kan du ikke stille møllerne op, siger han.

rich-media-4
Odense Havn har både planer om en dybere sejlrende og ombygning af et kajanlæg. Foto: Odense Havn A/S.

Ligeledes peger fremtiden på, at vindmøllerne stadig bliver større og større, hvilket på sigt kan betyde, at havvindmøllerne i sidste ende kun kan blive samlet på havnene.

I den forbindelse nævner havnedirektøren som eksempel, at Vestas blandt andet arbejder på en havvindmølle, der har en kapacitet på 15 megawatt og en højde på næsten 300 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tror alle, har set en vindmølle. Men med en højde, der er på linje med bropillerne på Storebæltsbroen, er de her gigantiske, siger Carsten Aa.

Førende på området

Alt efter længden på myndighedsbehandlingen af projektet på Odense Havn er håbet hos direktøren at se de første resultater inden for cirka fire år, såfremt der er tale om en hurtig proces.

I mellemtiden vil havnen se sig om for inspiration, herunder til udlandet. Men erfaringen viser, at der ikke skal kigges langt.

- Man skal altid søge inspiration andre steder end i sit eget spinatbed, og der er vores indtryk, at Danmark er førende på området, siger havnedirektøren.

I alt er der blevet anlagt 15 havvindmølleparker i Danmark siden slutningen af 1990'erne. Flere er på vej, og i takt med at de tager til i vingefang og højde, vil der ifølge direktøren på sigt kun være én vej:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er kun den blå landevej tilbage, slutter Carsten Aa.

Udover Odense Havn A/S er de danske støttemodtagere af EU-midlerne Femern A/S, Banedanmark, DSB og HM Entreprenør.