Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Renovering af to svømmehaller ender med retssag og beskyldninger om karteldannelse og ulovlige gaver
Bølgerne går højt i Rudersdal, efter kommunen i 2022 fik indført et nyt kontrolsystem til at styre regnskaberne i eksempelvis byggesager.
Det skriver Sjællandske Nyheder
Det nye system opdagede nemlig mistænkelige uregelmæssigheder i forbindelse med byggeprojekter i to lokale svømmehaller.
Det har nu ført til, at to ledende medarbejdere på idrætsområdet er blevet bortvist. Den ene er sågar blevet politianmeldt for berigelseskriminalitet og for ulovligt at have modtaget gaver fra virksomheder, som har udført anlægsopgaver for kommunen, skriver avisen, men understreger, at ingen endnu er sigtede i sagen.
- Vi ser på sagen med stor alvor og håber, at vi nu kan komme til bunds i den med politiets hjælp. Heldigvis opdagede vi selv sagen i kraft af vores nye strammere principper for økonomi- og kontaktstyring, siger borgmester i Rudersdal Kommune Ann Sofie Orth (K) i en pressemeddelelse.
- Desværre betyder sagen, at vi kommer til at bruge ekstra midler på at rette op på en række fejl og mangler i to af vores svømmehaller, men vi er i fuld gang med en plan for udbedring af forholdene.
Renoveringerne af de to svømmehaller har samlet kostet 21 millioner kroner, og den ene af dem kan endnu ikke tages i brug, fordi den ikke kan blive miljøgodkendt under de nuværende forhold. Kommunen anslår, at man skal bruge mindst fem millioner kroner mere på renoveringen.
Derudover er Rudersdal Kommune hevet i retten af rådgiveren på projekterne på grund af en økonomisk tvist. Det er sket, fordi der ifølge kommunen er tale om "en række stærkt kritisable forhold og dispositioner" krydret med det, man kalder "en bestyrket mistanke" om favorisering af leverandører, hvilket har ført til, at Rudersdal Kommune har tilbageholdt slutbetaling på projekterne, skriver Sjællandske Nyheder.
- Vi stod med et arbejde, der ikke kunne blive miljøgodkendt - og hvor der tilsyneladende også var fejl og mangler, og hvor der ikke havde været udbud, og vi har ikke kunne få dokumentation for det udførte arbejde. Det fører samlet set til en mistanke, som vi nu har bedt politiet om hjælp til, siger Ann Sofie Orth til Frederiksborg Amts Avis.