Abonnementsartikel

Det var først, da der var store revner i naboejendommen, at Aarhus Kommune fandt ud af, at byggeriet var begyndt på den tidligere hovedbiblioteksbygning.

Det er endnu ikke afgjort, om det rent faktisk var renoveringen af den gamle hovedbiblioteksbygning, der i sidste uge betød, at beboerne fra en etageejendom i centrum af Aarhus skulle evakueres.

Men nu kommer et nyt - og for MT Højgaard temmelig prækært faktum frem i sagen. For det forholder sig sådan, at renoveringen var begyndt uden Aarhus Kommunes tilladelse. Kommunen fortæller Dagens Byggeri, at man ikke har fået den fornødne dokumentation, der skulle til, før entreprenøren kunne begynde tredje etape. De henviser byggetilladelsen, hvor det skulle stå sort på hvidt. Derfor burde bygherren aldrig have begyndt byggeriet. Det siger Ann Hamborg, der er chef for byggeri under teknik og miljø i Aarhus Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har ikke modtaget det materiale, som der står i byggetilladelsen, at vi skal godkende, og vi vidste slet ikke, at de var i gang med tredje etape før det øjeblik, hvor naboerne klagede over revner i deres lejligheder, siger Ann Hamborg.

De skal dokumentere, at byggeriet er sundhedsmæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt og så i øvrigt også, om byggeloven er overholdt. Det har de ikke gjort her.

Chef for byggeri Ann Hamborg

Teknik og miljø, Aarhus Kommune

Byggeriet er stoppet

For tiden har Biblioteksparken A/S sat tre geoteknikere og to statikere til at finde ud af, hvad der konkret er sket. Indtil da er byggeriet lukket og kommer ikke i gang, før tredje etape er blevet godkendt.

- De skal dokumentere, at byggeriet er sundhedsmæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt og så i øvrigt også, om byggeloven er overholdt. Det har de ikke gjort her, og derfor har vi nu stoppet byggeriet, indtil de overholder de vilkår, vi har sat, siger Ann Hamborg.

For hende handler det ikke nødvendigvis om, at der er sket skade på nabobygningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ville også have stoppet byggeriet, hvis vi havde hørt fra en tredjepart, at de var begyndt at bygge. I det her tilfælde hører vi det bare først, da skaden er sket i nabohuset.

Entreprenøren på projektet, MT Højgaard, ønsker ikke at besvare spørgsmål om den konkrete sag. De henviser til Jens Winther, der er direktør for NorCap Development og rådgiver for bygherren Biblioteksparken A/S. Han ønsker dog ikke at kommentere på oplysningerne fra Aarhus Kommune, før han har sat sig bedre ind i sagen.

Tidligere har Jens Winther dog sagt, at det formentlig var nabobygningens ringe fundering, der gjorde, at den slog revner.